FEM SEVÆRDIGHEDER I RANDERS

Er du lige flyttet til Randers, og mangler du inspiration til aktiviteter, når du har fri fra studiet? Måske har du boet her hele dit liv, men savner lidt adspredelse i hverdagen? Her kommer fem bud på aktiviteter i og omkring Randers som er gode i eget selskab eller i samvær med dine venner.

Randers Dyrehave

Har du trang til en gåtur i smukkenaturligeomgivelser, er Randers Dyrehave et godt sted at starte. Dyrehaven blev etableret i 1994 og er en del af Fladbro skov. Dyrebestanden består udelukkende af dåvildt, som frit kan boltre sig på de ca. 13,5 hektar skov og eng, som Dyrehaven fylder. Det smukke skovområde er åbent for besøgende året rundt, i juni/juli måned henstilles der dog til, at gående holder sig på de afmærkede stier af hensyn til dåen, der har kalv i disse måneder. Fodring af dyrene er strengt forbudt, ligesom hunde heller ikke må medtages.

Fisk i Gudenåen

Er du ved at være træt af færdigretter og tørre rugbrødsmadder? Hvorfor så ikke finde fiskestangen frem og fange din egen fisk i Gudenåen? I Danmarks største vandløb er der nemlig rig mulighed for at få noget på krogen. Du kan både fange ørred, laks, sandart, aborre og gedder.Har du mod på lystfiskeriet, kan du fra Randersbro til Frisenvold fiske uden fiskekort, du skal dog huske, at det kræver det statslige lystfiskertegn. Ønsker du at fiske andre strækninger af Gudenåen kræver det, at du køber dagskort. Det kan købes her.

Memphis mansion

Har du en lille Elvis-fan gemt i maven? Så er det her helt sikkert stedet for dig. Museet der tidligere hed Graceland Randers, er en kopi af Elvis Presleys hus, Graceland. Memphis Mansion råder både over et museum, men er du i humør til ægte klassisk diner-mad fra sydstaterne er du ikke gået forgæves. Memphis Mansion har nemlig også deres helt egen restaurant, hvor du kan spise dig mæt i burgere, store bøffer og andre lækkerier

Åbningstider, menukort og andre informationer kan findes her.

Læs også: Testpanelet tester – Randers streetfood

Randers Klatrepark

Lader du dig ikke skræmme af højder, eller har du bare lyst til at udfordre dig selv, er Klatrepark Randers et godt bud på en sjov og udfordrende aktivitet for dig og dine venner. Prøv kræfter med klatrebaner, klatretårne, svævebaner og meget mere. Klatrebanerne findes i forskellige sværhedsgrader, så selv dem der lider af højdeskræk kan være med.

Information kan findes her.

Hevring Skydeterræn

Det lyder måske lidt farligt, men frygt ej! Du må nemlig kun komme ind, når Forsvaret ikke benytter sig af de naturskønne område Hevring lidt udenfor Randers. Så tag på en heldagsudflugt til Hevring Skydeterræn og nyd de skønne omgivelser, samtidig med at du kan udforske en af Forsvarets arbejdspladser, der både består af skyttegrave, skydebaner og håndgranatbaner som militæret bruger til øvelser. Området er især benyttet af det danske Jægerkorps. Kalenderen der viser, hvornår der er adgang for civile kan findes på forsvarets hjemmeside.