Jesper Groth

Jesper Groth – Den gode kunstner er ofte i tvivl

Jesper Groth måtte tidligt i sit liv finde en sti, som de færreste betrådte. Han har ikke en ungdomsuddannelse, og han har heller aldrig haft brug for den. En formiddag i år 2010 i en kemitime på sin HF-uddannelse står han og måler på fedtindholdet i chips. Den dag i den time tog han sine ting, gik ud ad døren og har ikke set sig tilbage siden.

Johanne Burgaard Hansen

Fyr og Flamme har ligget på toppen af P3 Listen med sangen Menneskeforbruger i rekordlang tid. De har været ugens uundgåelige på P3.

Jesper Groth og Laurits Emanuel er blevet inviteret ind i ’Pelle Peter på P3’ for at spille sangen live i radioen for hele Danmark i bedste sendetid. Sangens intro begynder at rulle. Det er nu, det gælder. De er for alvor på vej ind i varmen, og det er ved at blive mere end et lille band mellem to venner. 3..2..1…

”Natten har set, mange af…” begynder Jesper Groth at synge, men han stopper hurtigt. Det var forkert, han startede for tidligt, og alle lytterne kunne høre det. Hele hans krop ryster.

”Jeg nåede at tænke tusinde tanker på et splitsekund”, siger han om oplevelsen. Lige dér begyndte han at tænke for meget. Og så bliver det ikke ægte.

Dette er bare ét billede på en gennemgående ting i Jesper Groths 32-årige korte liv. Et liv drevet af passion, styret af passion, og når passionen for det kunstneriske bliver overtaget af fornuft, bliver det ikke ligeså ægte. Eller lige så sjovt. Og sjovt skal det være. 

Vi spoler tiden tilbage

til hjemstavnen på Ærø. Det er vist ikke at fornærme nogen at kalde det et lokalsamfund. Den lokale skole bestod af 120 elever, og i år 2004 var Jesper Groth én af dem. Han stod på scenen i skolens musical, og han kunne ikke finde ud af at spille fodbold. Slet og ret boldmongol, og efter eget udsagn ødelagde han det sådan set bare for de andre på holdet.

Scenen trak i ham. Den henrivende følelse, når publikum betalte hans optræden med et grin og en klapsalve. Det trak i ham. Så det kunne mærkes helt ned i maven. Det har båret ham lige siden. Han er drevet af at kunne mærke det, han har gang i, helt ned i maven. Den dag det bliver følelsesløst, vil han ikke beskæftige sig med det længere. Uanset hvad det er. Det var dét, der skete den dag i klasseværelset med måleapparatet nede i chipsene.

”Helt dybtfølt kunne jeg bare mærke, at det ikke var dét, jeg skulle. Jeg skulle noget mere kreativt, og jeg havde krudt i røven. Jeg var ikke så bange for at droppe ud. Jeg har altid vidst, at jeg nok skulle klare den, så at droppe ud var faktisk en motivation. Jeg var jo tvunget til at gøre noget andet for at tjene penge til dagen og vejen”.

Kort tid efter startede Jesper Groth på Gøglerskolen i Aarhus. Et sted for dem, der ikke passede ind i den gængse uddannelsesmølle med folkeskole, gymnasie og videregående uddannelse eller erhvervsuddannelse. Selvom man skulle tro det, har det ikke noget med gøgleri at gøre. Han startede på sløjdlinjen og fik efter en uge at vide, at han byggede sit fuglehus for hurtigt.


Underviserne var ikke vant til at eleverne rigtigt engagerede sig, så de ville løbe tør for opgaver til ham, hvis ikke han satte tempoet ned. Det var fint, at der kom penge ud af at gå der, men det var det mest uambitiøse, han nogensinde havde prøvet, og så kunne pengene være ligegyldige. Endnu engang tog han sit tøj og gik.

Ikke ret længe efter søgte han ind på teaterskolen i København, og kom ind i første hug.

Selvsikkerheden

har ikke altid været en tro følgesvend for Jesper Groth. På teaterskolen var virkeligheden en anden.

Jeg gik rundt med en frygt for, hvornår der ville komme nogen og opdage, at jeg ikke kunne noget. Jeg kom helt grøn ind på skolen, hvor mange af eleverne havde det ”rigtige” efternavn eller erfaring med skuespil. Jeg gik på hold med en, som allerede fra første dag kunne, sådan helt Leonardo De Caprio-agtig, kaste sig grædende ned på gulvet og råbe far, men mig, jeg var handlingslammet. Jeg kunne ikke følge mine impulser overhovedet, fordi jeg bare var så låst i det”.

Det var en tvivlsfølelse, der mere eller mindre fulgte ham hele vejen.

”En ting er at blive optaget på skolen og være super glad for det. Det næste er, at jeg resten af tiden tænkte på, hvad der skulle blive af mig. Alle ved, at der er et spektrum mellem Mads Mikkelsen og nisse på Ishøj Teater, og hvor ville jeg selv ramme derimellem?”

Der kom heldigvis aldrig nogen og prikkede ham på skulderen for at smide ham ud. I dag har han lært at bruge tvivlen til noget konstruktivt.

”Det er sådan, at den gode kunstner ofte er i tvivl. Hvis ikke man er det, bliver ens arbejde aldrig bedre. Jeg har altid vidst, at jeg har noget at byde på. Humormæssigt har jeg en stor tro på mig selv, fordi jeg kan noget originalt.

Jeg er en bondeknold fra Ærø, og det er jeg ikke bange for at bruge i mit arbejde. Jeg har originale replikker og jeg tør være min egen. Jeg har fået lov at udfolde mig rigtig meget i min barndom. Var jeg vokset op i en stor by med meget konkurrence på området, havde jeg nok bare spillet et træ til skoleforestillingerne.

Men jeg fik lov til at stille mig forrest, og den selvtillid, jeg byggede op der, hænger ved. Det kan godt være, at jeg ikke er verdens bedste skuespiller, men jeg tør at sætte mine egne projekter i gang”. Så det gjorde han.

Jesper Groth 2
Foto: Emma Marie Thomsen


På Den Røde Plads

i Moskva sidder Jesper Groth i en kørestol. Ved siden af ham, i en anden kørestol, sidder Elliot Hove. Her har de mere eller mindre siddet de seneste fjorten dage. Året er 2018 og Jesper og et lille team har taget turen til Rusland. Her skal de lave en TV-serie om to kørestolsbrugere, William og Hjalte, som skal opleve VM i fodbold. I serien glippede det med flybilletterne for de to, og sammen skal de holde humøret højt tværs gennem Europa bag i en lidt for lille minibus. Serien hedder Klaphat.

Dengang var budgettet ikke stort, så det var med én kameramand og de billige hotelværelser undervejs. Det var ekstremt hårdt, for vi levede bogstaveligt talt som handicappede i de seksten dage det tog at optage det. Russerne kan ikke se det sjove i, at jeg pludselig rejser mig op fra min kørestol midt på Den Røde Plads. Så vi var handicappede med handicapværelser og det hele”.

Klaphat var et af hans første projekter, der fik ben at gå på. Det startede i 2012 med optagelserne til han og en kammerat fra filmskolens projekt. Originalt var det en spillefilm med titlen Muskelsvinder, og grundidéen blev senere hen købt af DR og udviklet til serien Klaphat.

At sidde i kørestol og hedde William passer ham faktisk rigtig godt. Når han spiller en karakter, er det mere karakteren og det kunstneristiske, folk kan have en holdning til – og mindre ham direkte som person. Selvsikkerheden er slået helt fast, hvad det angår. Folk må mene, hvad de vil om hans arbejde.

”Folk må gerne være skide forvirrede. Det, jeg laver, er ikke for alle. Jeg vil hellere lægge én biografsal ned, hvor jeg har ramt noget dybere i publikum, end jeg vil trække 500.000 mennesker ind at se noget, bare fordi Nikolaj Kopernikus får sine testikler i klemme i en sauna. Al respekt for det, men min stil er en anden. Jeg er mere til begavet humor, poetisk humor, om man vil”. Han tænker videre.

”Jeg vil også gerne lave ting, der stritter lidt. Det er altid sjovt at tage det etablerede og se hvad der sker, hvis man vender det 180 grader”.

Noget andet er at stille sig op som Jesper, bare Jesper. Det er enormt sårbart.

”Jeg er enormt perfektionistisk med mit arbejde. Og når jeg står der uden en rolle, er det lige pludselig ikke instruktørens skyld, hvis publikum hader det. Når vi skal ud at synge med bandet, vil jeg helst ikke have, at der er nogle, der tænker ’ja, det skulle være blevet ved skuespillet’. Det skal være i orden”.

Læs også: Martin Thorborg – “Tag det roligt”

Drømmen

er ikke at tjene et bestemt beløb, sælge et bestemt antal billetter eller spille en bestemt forestilling på Det Kongelige Teater. Drømmen er at få lov til at leve af det, han kalder hjertebørnsprojekter. Sine egne projekter. De skibe han selv sætter i vandet. Sin passion.

”Jeg kan godt forstå, hvis andre skuespillere nogle gange tænker over, hvad fanden det er, jeg laver, fordi jeg siger ja til ting, som Stormester og Kims-reklamerne.

Det er ikke udbredt blandt skuespillere at lave sådan noget. Jeg gør det, fordi jeg gerne vil tjene nogle penge til at have frihed – ikke for at have en Porsche. Det er for at kunne trække mig tilbage og bruge tid på mine egne projekter. Og så ved jeg ikke, om jeg skubber mig væk fra en verden med Det Kongelige Teater og Morten Kirkskov (skuespilchefen på Det Kongelige teater), men den har jeg aldrig været vildt interesseret i at være en del af.

Mange, jeg har snakket med, har været ret stressede, mens de har været der. Jeg ved godt, at der er en fed garderobe, og det hedder noget med ’Det Kongelige’. Det gad jeg da også godt at ringe til min mor og sige, at jeg var en del af”.

Han er stille et øjeblik.

Men hvorfor er det federe, end at jeg har tjent penge til at lave min egen musik, når det jo er det, jeg vil lige nu? Jeg kan huske, at jeg sagde til en kammerat på efterskolen, da vi gik og snakkede om fremtiden:

’Det, jeg eftertragter, er at have et job, hvor jeg ikke engang har lyst til at melde mig syg med influenza’. Det har jeg ikke, hvor jeg er nu. Det er fordi, det stadig udvikler sig. Jeg havde nok sagt noget andet, hvis jeg følte, at jeg stod og spolede i det samme. Jeg er meget privilegeret”.

Til spørgsmålet om, hvorvidt tingene aldrig må stoppe med at udvikle sig, tænker Jesper Groth kort, mens hans puster røgen fra en halvkrøllet Marlboro ud og svarer,

”Jooo, men det kommer nok til at blive et spædbarn engang. Jeg kører på, indtil det sker en dag”.

Jesper Groth 3
Foto: Emma Marie Thomsen



Det seneste skib

der har fået lov til at sejle, er bandet Fyr og Flamme. Laurits Emanuel og Jesper Groth mødte hinanden i noget, der minder om en scene fra en pladderromantisk kærlighedsfilm.

Jesper Groth var til sangundervisning i forbindelse med teaterskolen. Det må have været varmt i undervisningslokalet den dag, for vinduet stod åbent. Ude på gaden cyklede Laurits forbi og bed mærke i Jespers skønsang. Laurits læste dengang på musikkonservatoriet. Under en fredagsbar over et par øl nogen tid senere, faldt de to i snak. De klikkede. De var begge enige om, at Laban, dansktop og 80’ernes musik kunne noget. Samtalen udviklede sig, og snart sad de to i Laurits’ hus i Bramming og skrev musik.

”Det blev et frikvarter, hvor vi kunne lege med at lave numre, vi selv godt kunne lide. En dag kiggede vi på hinanden og blev enige om, at vi godt gad at tage det seriøst”.

Det ene tog det andet, og i juli 2020 udkom deres første single, Menneskeforbruger. Den trækker minderne tilbage til 80’ernes benvarmere, skulderpuder og diskodans på det dansegulv, vi alle har savnet i coronaens år 2020.

”Jeg tænder ikke på den nye musik, det er sikkert imponerende, men det virker ikke”, synger han med et glimt i øjet og fortæller, at det er en linje fra en ny sang, der bliver udgivet i foråret.

”Vi havde slet ikke regnet med så stor succes, men så ramte vi alligevel noget i folk, som bare gav dem lyst til feste. Vores musik er meget ’take it or leave it’”.

Nummeret blev offentliggjort på Jespers Instagram en fredag aften, hvor sæson 3 af Stormester, som han var med i, rullede over skærmen. Kl 21, lige efter programmet, var der i den periode meget trafik på hans profil. Der er ikke et stort pladeselskab bag sangen, og musikvideoen er optaget på et gammelt hjemmevideokamera, der ligner noget, der er ældre end Jesper selv.

”Vi lagde den op den aften, og så satte vi os ellers bare og hyggede os med en kasse øl”.

Efter ti dage havde Menneskeforbruger 60.000 visninger, og i løbet af sommeren endte den både som P3s uundgåelige og på toppen af P3 Listen i fire uger i streg.

”Når sådan noget bliver anerkendt, er det super fedt. Det er generelt mere nederen at blive genkendt på gaden, end jeg havde regnet med, men jeg vil hundrede gange hellere genkendes fra Fyr og Flamme og Klaphat end fra at have været med i et quizshow”.

Nu hedder frikvarteret Fyr og Flamme og har en pladekontrakt med Universal Music. De bliver ved med at udgive sange, så længe der er den rigtige energi mellem de to. Når der ikke er en vibe længere, er der ikke noget, der hedder Fyr og Flamme. Om det er for evigt, er ikke til at svare på.

Læs også: Nikolaj Stokholm – “om lidt finder I ud af at jeg ikke kan en skid”

Mange tror

at Jesper selv er hjernen og maskinen bag alt, han laver. Det er vigtigt for ham at slå fast, at han ikke er en enmandshær, der laver alting selv.

”Det handler om at møde de rigtige mennesker, nogen man er på bølgelængde med. Jeg er så heldig at have Laurits og Mads Grage i mit liv, som er på min frekvens. Med dem sker der noget magisk. Jeg kan give dem en lillefinger, og pludselig har vi bygget et helt slot. Jeg har et ekstra gear at give af.

Jeg er bipolar, og uden det havde der nok aldrig været noget Klaphat eller Fyr og Flamme. Eller jo måske, men så havde det nok nærmere været Fyr og Gløder. Jeg kan få sådan et flow i min hjerne, hvor det ligesom ruller af sig selv. Det er en tankekæde, jeg binder sammen på en helt særlig måde. I gamle dage kaldte man det bare kunstnersind.

I dag oplever jeg mange bipolare, som ikke vil sætte ordet ’bipolar’ på. Så får man et label. Jeg har aldrig oplevet det som noget negativt. Det er positivt for mig i allerhøjeste grad. Når man beskæftiger sig med kunst, er det vildt godt at være idérig og excentrisk, men jeg var nok blevet en dårlig bogholder”.

”Det har været en del af min personlighed siden jeg var 11 år, så jeg har aldrig prøvet andet. De seneste år er jeg begyndt ved en psykiater og på noget medicin. Det redder mig fra de dårlige perioder, og dem har jeg alligevel aldrig kunne bruge til noget som helst.

Min crazy side har det heldigvis ikke taget. Jeg har altid fyldt meget og ikke været bange for opmærksomhed, men det har aldrig været negativt. Jeg har aldrig fået at vide, at folk synes, at jeg var helt nuts og skulle slappe af. Jeg tiltrækkes selv af det lidt ’friske’ og omgiver mig helst med den type mennesker, så det har ikke bremset mig, tværtimod.

Nu bor jeg på Christiania, hvor rammerne er lidt løsere og folk generelt er bedre til at gøre, hvad de vil, så her vil folk ikke vende øjne, hvis min have gror vildt, og jeg hænger et piratflag op i flagstangen. Det ville jeg heller ikke selv tænke et sekund over. Det ville de måske i Hellerup”.

Tilbage i studiet

på P3 har Jesper Groth vendt den uheldige start til den hidtil bedste liveoptræden han har præsteret med sangen – hvis man ser bort fra de første 20 sekunder.

”At fejle starten gav mig ekstra motivation til at give den endnu mere gas i resten af sangen. Jeg kom ordentligt ind anden gang, og jeg skulle vise dem, at jeg godt kunne! Jeg bare så begejstret, at de fik lov til at høre første sætning to gange”, afslutter han med et smil.

This website uses cookies. By continuing to use this site, you accept our use of cookies.