Martin Thorborg: “Tag det roligt”

”Jeg skulle være ingeniør – det var helt sikkert”.

Sådan indleder Martin Thorborg interviewet, da snakken falder på, hvad han egentlig havde af planer for sit liv. Men sådan går det sjældent, det med planer. Interviewet foregår telefonisk, for det med fysiske interviews med journalister er ikke længere noget, som han har tid til. Tiden kan nemlig bruges mere effektivt på familie, venner og arbejde. Men det vender vi tilbage til senere.

Martin Thorborg er søn af en ingeniør, og derfor var karrierevejen brolagt allerede inden, han begyndte i gymnasiet. Han skulle have huen på, og derefter var det fuld fart frem mod ingeniørstudierne. Imidlertid gik det ikke helt som forventet med planerne. For vejen til helvede er brolagt med gode intentioner, og sådan var det også i dette tilfælde. Mens ambitionerne for skolegangen var tårnhøje, var det en anden sag, når det kom til evnerne og motivationen.

”Jeg forstod ganske enkelt ikke skolen. Jeg valgte en matematisk linje, da jeg skulle være ingeniør. Men da jeg fandt ud af, at matematik, kemi og fysik var mine hadefag, vidste jeg jo godt, hvilken vej pilen pegede”, siger Thorborg.

Herefter fik han et vink med en vognstang af sin uddannelsesvejleder, hvorfor lektier og skolearbejde for en stund blev skiftet ud med at vende pølser og titlen som servicemedarbejder på en tankstation. Alt sammen inden karrieren for alvor tog fart.

”Min far blev sindssygt skuffet – og det er da klart, at man bliver det. Jeg ved da også, at jeg ville rynke en ekstra gang på næsen, hvis hun (Martin Thorborgs datter red.) lige pludselig droppede ud af gymnasiet. Det var en sindssyg svær beslutning – men generelt skal man ikke gøre noget halvt. Enten gør man det, eller også gør man ikke”, siger Thorborg.

Fra skoledreng til iværksætter

Herefter tager det fart. I en alder af 23 år stifter Thorborg MHT Data, hvor han kopierede og solgte videospil – inden han to år senere blev medstifter af Jubii, som han senere hen solgte for en lille milliard kroner. Men inden dette gik tankerne på andre ting. Med ryggen mod muren blev MHT Data snarere til af nødvendighed end lyst.

”Jeg nåede til et desperat punkt, hvor jeg tænkte, at hvis jeg ikke er kvalificeret til nogle spændende jobs, så måtte jeg skabe mit eget.

Herefter startede eventyret med at sælge computerspil i starten af 90’erne, for som Thorborg selv nævner: ”Det der med computerspil, det var jeg god til modsat matematikken!”

Og sådan er der måske flere, der bør tænke, hvis det står til Thorborg. I hvert fald føler han, at det karakterræs, som der i dag er på uddannelser fordrer et forventningspres hos de unge, der skaber et usundt miljø at studere i.

”Det virker næsten som om, at de unge føler, de skal planlægge deres liv allerede inden, de er begyndt på deres videregående uddannelse. Generelt synes jeg, at man bør fokusere på det, som man er god til – og så glæde sig over de gode karakterer, som man får i de fag, man interesserer sig for. I sidste ende aner man alligevel ikke, hvor man ender henne – så det handler i lige så høj grad om at være tilpas”, siger Thorborg.

I samme ombæring nævner Thorborg også, at vejen ikke går snorlige. Men at man kan opnå lige præcis det, man ønsker, blandt andet ved at tage andre uddannelsesveje og kurser.


”Man behøves for eksempel ikke at blive uddannet psykolog for at komme til at arbejde med psykologi. Der findes 1000 andre måder, man kan blive lige præcis det, som man ønsker. Eller i hvert fald tæt på, og det kan oftest være godt nok. Medmindre du altså vil være astronaut eller statsminister – du kan sagtens prøve, men lige præcis dét lykkes du nok ikke med.


Og det med at være tilpas og finde andre veje til at ende der, hvor man ønsker, er noget, som Thorborg selv praktiserede. Uden nogle matematiske evner i gymnasiet er det alligevel lykkes ham i dag at være leder af regnskabsprogrammet Dinero, som han i 2014 stiftede og senere solgte for over 100 millioner kroner. En succes der ifølge ham selv ikke er kommet, fordi han med tiden er blevet en bedre matematiker, men da han er blevet en bedre leder, der ansætter folk til de ting, som han ikke selv kan finde ud af.

Og det med at rekruttere medarbejdere er ligeledes ikke så simpelt, som man ellers skulle tro i Dinero. Her har Martin Thorborg aldrig ansat en medarbejder på baggrund af karakterer eller cv. Det siger ganske enkelt ikke nok om personen. I stedet skal man sende en to-minutters video, hvor man fortæller om noget, man har en passion for.

”Hvis du ikke kan tale to minutter om noget, du brænder for, så er du ikke interessant nok. Hvis du ikke har en passion, så kan du heller ikke brænde igennem. Så simpelt er det. Vi kan lære dig det meste, men ikke at være interessant”, siger Thorborg.

Læs også: Nikolaj Stokholm – “om lidt finder I ud af at jeg ikke kan en skid”

Den gode og den dårlige leder – og det med held

”Mange finder ikke formålet med livet, inden de er 30-35 år”. Sådan har hovedpersonen selv sagt flere gange – og det på trods af, at han i den alder allerede havde stiftet adskillige selskaber. Det er dog ikke fordi, at han selv var hurtigere til at finde livets vej.


”Jeg var i bund og grund heldig. Hvis jeg havde taget den forventelige vej, var jeg kommet ud med et lortesnit, og så havde jeg taget en uddannelse, og så havde jeg stået som 27-årig med en uddannelse. Så havde jeg jo ikke fundet mig selv. Jeg tror, der er rigtig mange, der står som 30-årig og tænker ’var det det?’.

”Stå op hver morgen, smøre madpakke, arbejde 8-16 for at tage hjem og spise aftensmad og se vild med dans – jeg var brændt sammen.”

Nu er Thorborg i stedet et sted i livet, hvor han selv kan bestemme, hvornår han står op, og hvornår han tager hjem. Det samme gælder i øvrigt hans medarbejdere. I stedet er der fokus på output, og det med det gode selskab. Det er vigtigt. For foruden at have overskud på 23 millioner kroner de seneste to år, så er Dinero også den virksomhed indenfor Visma-koncernen, der har de gladeste medarbejdere. En koncern der tæller 11000 ansatte. Og det kommer ikke af sig selv, forklarer Thorborg.

”Det handler om at skabe et frirum for mine medarbejdere. Det skal være okay at fejle – for hvis det ikke er det, så kan man heller ikke indgå i den innovative proces. Og det er der, man virkelig rykker sig. Når man sidder 4-5 stykker og snakker løst, og det så lige pludselig siger småkage, der var den!

Så kan man sidde i nok så fine kontorer og have en kageordning hver fredag. Det er ikke de materialistiske ting, der skaber en god virksomhed.

Ifølge Thorborg har han dog ikke altid været god til at skabe et godt arbejdsmiljø. I stedet har han været en forfærdelig chef i sine unge dage – hvor han lige pludselig skulle stå i spidsen for en hel række ansatte uden, han havde nogle forudsætningerne for at være i stand til dette. Hvorfor det har taget ham lang tid at nå dertil, hvor han er i dag.


”Jeg anede ikke, hvad jeg skulle gøre, da jeg var yngre. Jeg har skullet lære mig selv det hele, hvorfor jeg har slået mig selv 1000 gange på vejen. Jeg forstod ikke mekanismerne. Jeg forstod ikke, hvorfor mine medarbejdere ikke bare gjorde, som jeg sagde, de skulle. Jeg forstod ikke psykologien bag – og så blev jeg frustreret. Det har taget mig 20 år at blive en god leder”.

På samme måde beretter Thorborg om, hvordan han har fået et andet syn på den 37-timers arbejdsuge. For mens han tidligere gjorde alt for at få medarbejderne til at arbejde længst mulig tid – blandt andet ved både at servere morgenmad, middagsmad og aftensmad på jobbet – så er det i dag nogle helt andre dyder, der præger arbejdsmængden.

”Timerne var alt for mig tidligere. De 37 timer kunne jeg kontrollere – og jeg kunne kontrollere, at mine medarbejdere som minimum var på arbejde i det tidsrum. Det kan jeg kun grine ad i dag – jeg prøvede jo at manipulere mine ansatte”, siger Thorborg.

For hovedpersonen gik det nemlig hurtigt op for ham, at det med timerne ikke er der, hvor man skal lægge sit fokus som leder og medarbejder. Illusionen om 37 timers effektivt arbejde er blot en utopi, for der er ikke nogen, der arbejder 8 timer effektivt om dagen i stræk. Og det nytter alligevel ikke noget at tænke over, hvorvidt medarbejdere dagdrømmer eller er i gang med at udtænke den næste store plan. Man kan ikke kontrollere sine medarbejdere på den måde.

”De 37 timer dækker primært over det output, som jeg forventer. Jeg er bedøvende ligeglad med, om du lægger 20 eller 45 timers arbejde i det, du laver. Så længe du leverer det, som du skal – be my guest. Men hvis du ikke leverer det, som du skal – så synes jeg kraftedeme man skal arbejde noget hårdere.”