Micki Cheng – “Hvem fanden gider at kigge på en tyk kineser?”
Decembervinden har tvunget de sidste blade af trækronerne. Den rå natur på Norddjurs, der omkranser Micki Cheng’s sommerhus, er en af grundene til, at han ville mødes her. Her føler han sig tilpas. Da jeg træder ind i sommerhuset, møder jeg hans blik. Han snakker i telefon, men peger mig venligt over på den anden side af køkkenbordet, hvor kaffen allerede står klar.
”Beklager. Jeg skulle lige have styr på nogle ting,” siger Micki Cheng undskyldende.
Denne tirsdag var egentlig hans fridag, men han er alligevel nødsaget til at tage på arbejde senere på dagen. Han har travlt for tiden. Han arbejder lige nu hos Danish Crown som kommunikationsmedarbejder, og det har han gjort sideløbende med et bijob hos Danmarks Radio de seneste 4 år. Men han har valgt at sige op hos Danish Crown for at jagte drømmen om en fremtid som TV-vært. Og selvom man kunne fristes til at lade arbejdsmoralen svække for en stund, så var det ikke en overvejelse, Micki Cheng gjorde sig, da han trådte ind i sin sidste måned hos kødproducenten. Han vil efterlade sig en stilling, som han kan være bekendt. Han accepterer ikke et middelmådigt stykke arbejde. Og det er den indstilling, som han håber kan tage hans arbejdsliv i en ny og permanent retning.
Micki kan allerede kigge tilbage på de seneste 4 år, som har budt på helt nye indtryk og oplevelser i hans professionelle karriere. Det skulle dog tage noget tid, inden han indså sit potentiale. For sådan har det ikke altid været.
”Hvem fanden gider at kigge på en tyk kineser, der render rundt i et telt og bager kage?”
Det var en vedvarende bekymring, han havde inden deltagelsen i TV-succesen ’Den Store Bagedyst’ tilbage i 2015. Men Micki Chengs betænkeligheder skulle blive gjort til skamme, for rejsen skulle blive længere, end den, han havde forudset. Hans bageevner skulle dengang tage ham hele vejen til finalen, og trods et nederlag var det ikke sidste gang, han skulle tone frem på tv-skærmen hos danskerne.
De seneste 4 år har været definerende for Micki Cheng og hans karriere. Og når blikket stille og roligt glider ned over hans CV, støder man som sagt på Danmarks Radio. Han har figureret som medvært på Ultras Sorte Kageshow og Ultra Factor, og det har givet ham blod på tanden.
”Jeg siger ikke, at jeg skal være vært på X-Factor, for Sofie gør det virkelig godt. Men altså… De ringer bare, hvis det er,” siger Micki Cheng med et glimt i øjet.
Men man skal ikke lade sig narre af det smilende ansigt. Micki er en mand med en drøm og et utvetydigt mål. Han vil være en af Danmarks etablerede TV-værter. Micki er sikker på, at Danmarks befolkning på ingen måde har set, hvad han har at byde på endnu. For at blive vært på egen hånd er han indstillet på, at han går en sveddryppende tid i møde.
Det ligger i Mickis natur, at han vil have, at folk føler sig underholdt. Mens han som 16-årig gik på handelsskolen hjemme i Esbjerg, drømte han om at være rejseleder. Tilstedeværelsen savnede nye indtryk, og trangen til frihed fyldte i hverdagen. Og da Esbjerg ikke længere var fyldestgørende, gled tankerne væk fra hverdagen. Til varmere himmelstrøg.
”Jeg ville gerne være rejseleder, fordi jeg ønskede at få folk i godt humør. På samme tid ville jeg selv få en masse nye oplevelser. Jeg ville bare gerne leve det fede liv på Mallorca. Uden bekymringer,” siger Micki Cheng.
Når Micki beskriver Esbjerg, kræver det ikke mange ord. Fisse og fodbold. Han forstod aldrig, hvorfor det ikke kunne være anderledes. Men det var netop det, han søgte i udlandet. Noget anderledes. Desværre blev drømmen om at være rejseleder aldrig ført ud i livet, da hans liv bragte ham andetsteds. Men han har ikke sluppet drømmen, om at rejse til udlandet endnu.
”Jeg vil gerne lave et rejseprogram en dag. Jeg kan jo vise danskerne, hvordan det gastronomiske verdensbillede ser ud.”
På trods af at forældrene var fra Hong Kong og Vietnam, blev Mickis første destination Aalborg. Her boede han med forældrene, indtil han blev 10. Men som så mange andre blev Mickis forældre også skilt, og derfor tog han med moren til Esbjerg, hvor de efterfølgende 9 år blev tilbragt. Hvad der ikke ændrede sig i de første 19 år af hans liv, var den strenge opvækst. Han husker tilbage på
et af de klareste minder fra ungdommen.
”Jeg kunne komme hjem til min mor med et 11-tal i skoletasken, men det var ikke nok for hende. Næste gang skulle jeg komme hjem med et 13-tal. Og sådan var det i alle fag,” siger Micki Cheng.
Den asiatiske arbejdsmoral dannede fundamentet for forældrenes opdragelse. Hvis han ville noget her i livet, så skulle der arbejdes for det. Og der skulle arbejdes stenhårdt. Micki var den førstefødte, og forældrenes forventninger til ham bar stærkt præg af det.
”Mine forældre fortalte mig altid, at jeg skulle blive til noget stort. Jeg skulle jo bringe ære til familien,” siger han.
Forældrene skabte en vinderkultur, og de accepterede ikke, at Micki var næstbedst. Men på trods af forældrenes udefrakommende pres, så har han tillært sig nogle vigtige værdier. Hans arbejdsmoral i alle henseender bygger på, at han aldrig tillader sig selv at gøre et halvt stykke arbejde. Det er ikke sikkert, at han altid opnår sine mål, men undskyldningen må aldrig være, at han ikke gjorde sit bedste.
Forældrene ønskede, at deres førstefødte og eneste søn skulle være læge eller advokat. For dem handlede det udelukkende om at tjene penge, for så ville han kunne skabe sig en fremtid for sig selv og sin kommende familie. Men en økonomisk privilegeret fremtid ville også give ham muligheden for at forsørge resten af familien.
Ansvaret for penge fralærte forældrene sig tidligt i Mickis liv. Han blev tvunget til at betale husleje som 14-årig. Noget, de nærmeste venner ikke forstod. Men for Micki var det ikke urimeligt. Forældrene havde sørget for en tryg tilstedeværelse, hvor der blev lavet mad, vasket tøj og betalt for internettet. Det var ikke noget problem at bidrage til de daglige gøremål. Mickis mor krævede ikke store summer. Blot 500 kroner hver måned. Det handlede nemlig ikke om pengene. Det handlede om, at Micki skulle være ansvarlig, og det var ligegyldigt, hvad end det var i forbindelse med penge, familie eller karriere.
Micki fik sig et arbejde og lærte at klare sig selv i en meget ung alder. Som 16-årig valgte han derfor at løsne de familiære reb nok til, at han kunne flytte i egen lejlighed. Ifølge Micki var den tidlige løsrivelse et resultat af en streng men retfærdig opdragelse.
Den tidlige selvstændighed betød dog ikke, at familien kom til at betyde mindre. For Micki har det familiære altid vejet tungt, så for ham er familie nærmest synonym for mad. I den vietnamesiske kultur står mad for alt godt, og derfor blev det også et samlingspunkt for familien. Når man besøgte et familiemedlem, var det mere reglen end undtagelsen, at man ville blive tilbudt et måltid mad. Så fra barndommen opbyggede Micki hurtigt en stor kærlighed til gastronomien.
Micki Cheng familie havde mange traditioner og værdier med i bagagen, da de ankom til landet. Men på trods af kulturforskellene, så mener han selv, at familien er blevet fordansket.
”Vi holder jul og nytår på samme måde som danske familier, og jeg selv har jo boet i Danmark hele mit liv, så jeg har heller ikke været vant til andet,” siger han.
Men nogle traditioner holdt Micki og hans søskende fast i. Mickis far arbejdede alle dage i ugen, så det var ikke altid de så så meget til hinanden. Derfor havde de en fast aftale hver søndag.
”Hver søndag måtte vi vække ham om morgenen, når vi stod op, og så ville han lave dim sum. Det var traditionel kinesisk morgenmad. Det var ligegyldigt, hvor træt han var… Han arbejdede jo alle dage i ugen… så stod han op og lavede det til os. Og så kunne vi spise, mens vi så morgenfjernsyn
hver søndag i vores barndom. Det husker jeg rigtig godt,” erindrer han.
Det er dog ikke alle minderne om faren, der udspringer af lykkelige tider. Da Micki var 10 år, endte et opgør mellem faren og morens nye kæreste med at tage livet af morens kæreste. Det er en episode i Mickis liv, som han helst ser gå i glemmebogen. Men han har i tidens løb også indset, at det har haft en stor betydning for hans liv. I dag er faren ikke længere i live, men Micki nåede at genopbygge forholdet til ham, inden han døde. Micki har aldrig fundet ud af, hvad der helt præcist skete mellem hans far og morens kæreste, og han ved heller ikke, om han har lyst til at vide det.
Derfor forbliver det på nuværende tidspunkt et mørkelagt kapitel i Mickis liv.
Når man er 10 år, er det en altafgørende beslutning, man skal tage, når man kommer til en skillevej, som Micki gjorde dengang. Enten kunne denne del af hans liv gøre ham destruktiv, eller så skulle han finde viljestyrke til at opføre sig ordentligt.
”Af natur har jeg altid været en meget glad dreng, og jeg tror, det blev forstærket af denne episode. Jeg fandt ud af, at det tager for meget energi og for mange kræfter at være sur og tvær. Så jeg prøvede at se positivt på tilværelsen, og det har været med til at forme mig,” siger han.
Det tog lang tid for Micki at genopbygge forholdet til faren, men han fortryder ikke, at han accepterede det, der var sket.
Over for vennerne sprang Micki ud som 16-årig. Nogle var overrasket, andre var ikke. Micki selv var slet ikke. Allerede i børnehaven fandt han ud af, at ’mor, far og børn’ ikke var noget for ham.
Dengang vidste han ikke, hvad det betød, at han gik rundt med disse følelser. Men det ville fremtiden kaste noget mere lys over, for følelserne forsvandt aldrig.
”Jeg tror virkelig, at den blev klar for mig selv, dengang jeg havde en rigtig pigekæreste med alt, hvad det indebar. Det skulle jeg så ikke prøve igen,” siger Micki Cheng med et smil på læben.
Der skulle gå 3 år, før Micki fortalte familien om, at han var tiltrukket af det mandlige køn. Forældrene havde altid ihærdigt ytret et ønske om at få børnebørn, og Micki havde altid haft en lyst til at indfri deres ønske. Men med årene voksede han fra det. Han mindede sig selv om, at han skulle tage sine egne valg. Og derfor var det heller ikke noget, han tog med i overvejelserne, da han skulle fortælle familien sin hemmelighed.
Familiens medlemmer reagerede på forskellig vis. Morfarens reaktion var et resultat af asiatisk overtro. Han mente, at Micki blot skulle tage et bad i mælk og honning, og så ville alt være godt igen. Mickis far bebrejdede episoden, der havde kastet lange skygger over fortiden. Han mente, at Micki havde taget skade. Men Micki affejede hurtigt alle overbevisninger, som familiens medlemmer måtte have. For han vidste med sig selv, at han allerede som barn havde følt sig anderledes.
Følelsen af at være tiltrukket af det mandlige køn var ikke noget, han snakkede om med nogen, inden han som 16-årig valgte at springe ud for vennerne. I asiatiske familier er følelser noget, man holder for sig selv. Og den overbevisning var en indgroet del af Mickis liv. Det kan også ses i det forhold, han har til manden Michael.
”Jeg tænker, det handler om, at man ikke har lyst til at vise sig sårbar overfor nogen. Når jeg har flæbet herhjemme foran Michael, så har jeg gemt mig bag en pude eller en dyne. Og så griner han ad mig. Problemet er, at jeg ikke kan græde stille. Det er altid med lyd og snot. Jeg kan ikke græde, hvor tårerne bare triller. Jeg ville ønske, jeg kunne.”
For Micki handler det også om kontrol. Det er noget han værdsætter i alle livets facetter. En rejse til udlandet med Michael kan nærmest være tilrettelagt ned til minuttet, for han har ikke lyst til at ramle ind i uforudsete overraskelser. Det er netop det, han prøver at forhindre. Paradoksalt nok har det været en hidtil ukendt side af Micki, som man har set i forbindelse med bijobbet som medvært hos Danmarks Radio. Teamet omkring ham fandt hurtigt ud af, at Micki fungerede bedre foran kameraet, når han ikke altid vidste, hvad der skulle ske. Han var god til at gribe den bold, der blev kastet til ham, og resultatet var tilsyneladende tilfredsstillende for producerne.
Micki er klar over, at han er et sted i hans TV-karriere, hvor der er plads til at udvikle sig. Han har kun taget de første skridt, der forhåbentligt vil bære frugt i fremtiden. For 5 år siden kunne han ikke have forudset den drejning, hans professionelle karriere skulle tage. For at bruge Mickis egen forklaring, startede det hele med 4 ’snoldede’ Sarah Bernhardt kager i castingen til ’Den Store Bagedyst’.
Derfor underkender Micki heller ikke, at Den Store Bagedyst kickstartede hans TV-karriere. Men han har ikke længere lyst til bare at være ’Micki Cheng fra bagedysten’. Han vil være Micki Cheng. For han har en agenda. Og den handler ikke om kage.
”I fjernsynet er mediebilledet domineret af flotte mennesker. Men jeg er anderledes, og det skal der også være plads til,” siger han.
Micki har altid følt sig anderledes. Når han husker tilbage på sine tidligste minder, husker han sig selv som ham med de skæve øjne og den flade næse. Af den grund har han tænkt sig at bruge egne erfaringer i livet til at inspirere andre. Han kæmper en kamp for mangfoldigheden.