Mød Mihai & Caroline – studerende på Erhvervsakademi Dania

I denne artikel skal du møde nogle af de studerende fra Dania. Én fra Rumænien og én fra Mols. Vi har snakket om hverdagen, det sjove ved Danmark, det bedste ved Dania og andet løst og fast med Mihai og Caroline.

Mihai

Mihai på 25 år er udvekslingsstuderende fra Rumænien. Nu går han på Dania, hvor han har læst en Serviceøkonom med speciale i hotel og restaurant, og nu læser han overbygningen inden for Marketing.


Studiemiljøet i Danmark er meget anderledes, end hvad han er vant til fra Rumænien. Især kan han godt lide, at underviserne på Dania er så imødekommende og venlige, og at man faktisk kan ryge en cigaret med dem i pauserne – ja, hvis man altså er til det.


Desuden er han ikke vant til at få penge for at studere, så det tager han også gladeligt med sig sammen med alt det andet, der følger med ved at være studerende. Generelt kan han virkelig godt lide, at mange ting er så organiserede i Danmark.


Det gælder både vores adgang til at gå i skole, velfærdssystemet og bare sådan nogle ting, som at der er striber på alle veje. Ifølge ham har vi det rigtig godt i Danmark, og vi har i det store billede ikke har noget at brokke os over, siger han med et glimt i øjet og tilføjer, at vejret godt kunne være bedre.


I sin fritid er Mihai meget kreativ. Han bruger en del tid på at lave grafiske design-opgaver for både sine kontakter derhjemme og for nogle mindre firmaer i Randers. Han har bl.a. lavet logoet for Sushi Fresh. Det er ikke noget, han har en uddannelsesmæssig baggrund for.

Læs også: Jesper Groth – den gode kunstner er ofte i tvivl


Han er autodidakt, og interessen for det startede gennem et computerspil, han spillede som barn. Der fandt han ud af, at han kunne ændre spillets grafik. Interessen for det har hængt ved, og det har siden udviklet sig til nogle seriøse skills i Photoshop.


Når han ikke leger med Photoshop, forsøger han at få tid til at spille lidt musik, navnligt klaver, og ellers har han forskellige jobs i Randers. Selvom han i bund og grund godt kan leve for sin SU, synes han, at et fritidsjob er en god måde at komme ud at møde nye mennesker på – hvilket han har haft lidt svært ved på Dania.


De fleste af hans venner på studiet er andre internationale studerende, for han oplever, at de danske studerende er lidt indadvendte eller tilbageholdne. Det er nok den danske kultur, der spiller ind i det med at være distanceret fra fremmede. I Rumænien er man ikke bange for at give et kram til fremmede og snakke om alt mellem himmel og jord, selvom man har kendt hinanden i en halv time.


Ifølge Mihai, er det både det bedste og det værste ved Danmark den høje SKAT. Han er stor fan af velfærdssystemet, men han er træt af, at han ikke har råd til endnu en af hans fritidsprojekter: gamle biler. Der er så stor afgift på biler, at det ikke kan rende rundt for ham at have en gammel bil at rode med.


Caroline

Caroline på 23 år har også taget grunduddannelsen som serviceøkonom, og hun har nu taget hul på overbygningen i International Hospitality Management. Hendes baggrund for at tage netop den overbygning sporer hun tilbage til sin opvækst på Mols og sin mor. Hun er vokset op i et hjem, hvor moderens højeste prioritet, når der var gæster, var, at de havde det helt sublimt.


Der duftede altid af mad, var blomster på bordene, stearinlys tændt og et stort, varmt og velkomment smil i indgangen. Hun har altid kunne se, hvor meget det gav moderen, at få sine gæster til at have det så godt som overhovedet muligt. Og den passion har Caroline selv taget med sig videre.


Hun forestiller sig selv arbejde et sted, hvor det handler om at få gæsterne til at få den bedst mulige oplevelse – om det så er på et resort i udlandet, i Lalandia, Djurs Sommerland eller noget lignende er underordnet.


Hun ved dog godt, hvad drømmen er. Det er at arbejde som koncept- og produktudvikler i Disneyland i Paris. Lander hun et sted mellem Mols og Disneyland, er hun også godt tilfreds.


I sin fritid går Caroline en del op i træning. Hun har tilmed fået et job ved siden af studiet i Bodyman, som er en butik, der sælger alt til den glade fitnessgænger. Hvilket hun selv må siges at være. Udover at gå i fitness og arbejde kan Caroline rigtig godt lide at lave mad.


Noget hun også er ret sikker på, at hun har fået med hjemmefra af sin mor. I blandt sine venner er hun kendt for sin chili con carne, og selv jeg (Johanne red.) måtte ikke få den hemmelige ingrediens at vide, da vi snakkede sammen.


Hvis man gerne vil være god til at lave mad, handler det om at øve sig, siger hun. Man skal ikke være bange for at eksperimentere, og i starten er det fint at følge nogle opskrifter.


Efterhånden opbygger man en forståelse for, hvilke ingredienser der passer sammen, og hvad de enkelte elementer kan bidrage med i en ret for at få den helt rigtige smag frem. Hendes yndlingsmad er simreretter i alle afskygninger, og her var det da muligt at få et par tips ud af hende.


Carolines go-to madtips:
Put altid bouillon og ketchup i dine simre-/gryderetter. Lav din egen olie-eddike-dressing. Det er så nemt og så meget bedre end en Graasten-dressing på tube.


Hun er enig med Mihai i, at underviserne på Dania er imødekommende og venlige, og at man også kan snakke med dem om andet end skolearbejde.