På SU i Kolding: En guide til studerende

Du er på SU i Kolding. Lommen er dyb, og pungen er næsten tom. Du har købt for mange sneakers. Eller for mange Snickers. Måske har din konto på magisk vis tømt sig selv. Uanset hvordan dine penge er sluppet op, er her en guide til Kolding på budget for studerende – både først og sidst på måneden.

Vinterbadning – Badebroen ved Lyshøj Allé
Pris: Gratis

Badebro
Foto: Visit Kolding

Den smukke badebro ved Lyshøj Allé inviterer til et koldt dyp for alle de hårdhudede vinterbadere. Der er blevet doneret penge til at bygge faciliteter som omklædningsrum og sauna, der for alvor kan friste til en svømmetur i det iskolde danske vinterhav. Men et håndklæde og en varm kop kaffe er gode alternativer, indtil faciliteterne står færdige. Området er idyllisk, cykelturen fra centrum er acceptabel, og vintermorgenerne er smukke. Det bliver ikke bedre, når du er på SU i Kolding.


Frokostmenu på The Burger Shack
Pris: 65 kr.

Burger Shack Kolding


I 2018 solgte de Danmarks Bedste Burger. Og den er ikke blevet ringere – tværtimod. Sortimentet er blevet større, og man kan nu selv vælge mellem den klassiske Shack Burger, en Chicken Burger eller en Veggie Burger. De er alle saftige, velsmagende og perfekte sammen med en sodavand og fritter. Burger Shacks estragonmayo er desuden magisk som dip til fritterne. Burger, sodavand og fritter til 65 danske kroner alle hverdage indtil 16:00. Velbekomme.


KIF Kolding Håndbold – Sydbank Arena
Pris: 40 kr. – Coronalukket

KIF Håndbold
Foto: KIF Kolding


Kolding huser et af Danmarks absolut mest traditionsrige herrehåndboldhold. 14 danske mesterskaber, otte pokalsejre og legender som Bo Spellerberg, Lasse Boesen og Kasper Hvidt. Koldings håndboldherrer er stadig at finde i landet bedste række, og de byder studerende velkommen med tyve procent rabat på kampbilletter. Det betyder, at du kan se håndbold fra øverste hylde for 40 kroner. Sæsonen starter igen den 31. januar, hvor KIF Kolding tager imod Team Tvis Holstebro.


Teateret Mungo Park
Pris: 50 kr. – Coronalukket

Mungo Park, Kolding
Mungo Park

Når du er på SU i Kolding, kan du komme i teateret for en flad halvtredser. Hvis der er uafhentede billetter til teaterforestillinger hos Mungo Park, kan du hente dem og se tæppet falde til en yderst studievenlig pris.
Ring på 29 71 00 00 og hør, om der er billetter tilbage til aftenens forestilling. Til den pris kan det måske sågar overvejes at besøget noget så kulturelt som teateret for første gang. Mon ikke de har popcorn uanset.


Bone’s – Spis 2 for 1
Pris: Spis 2 for 1 – den billigste spiser gratis.

Bone's Kolding


Bevares. Det er ikke til en Michelin-stjerne, og HKH Dronning Magrethe har vel næppe heller været på besøg for nyligt. Men på mandage og torsdage kan studerende efter 18:30 spise to personer og betale for en enkelt. Bone’s ligger centralt i Bredgade, og menukort er fuld af klassikere. Spareribs, New York Strip Steak, Fat Boy Burger og Hot Buffalo Wings. Det er nøjagtigt lige så amerikansk og fedtet, som det lyder.
Hvis man ikke er bleg for at komme bacondrys på sin salat og slikke fingre ved bordet, er Bone’s studietilbud et slagkraftigt et af slagsen.


Rebæk Strand
Pris: Gratis

Rebæk strand
Foto: Visit Kolding

Det tager ikke mere end at kvarter på cykel fra centrum, før du rammer hyggelige Rebæk Strand. Har du været tæt på dehydrering og derfor drukket for meget vand på cykelturen, er der toiletter ved siden af parkeringspladsen. Rebæk Strand har i øvrigt en badebro og en fin sandstrand, der er velegnet til picnic.
Hvis sommeren igen i 2020 byder på hedebølge og eksotiske temperaturer, er nedkøling på Rebæk Strand et absolut must. En sommeraften med bål har aldrig været en dårlig ide. Men også i foråret og om vinteren er et besøg at anbefale. Naturen omkring er idyllisk med udsigt ind over Kolding.


Brunchbuffet på Comwell
Pris: Gratis

Comwell Kolding


Comwell lyder som en dyr fornøjelse. Varmtvandsbassiner, swimmingpool og sauna. Og en lækker brunchbuffet til at runde weekendopholdet af med. Som studerende kan det meget betale sig at nøjes med brunchbuffeten. Den er nemlig ikke så dyr. Faktisk er den gratis én gang om året. Som medlem af Club Comwell modtager man på sin fødselsdag en mail: Et gavekort på en gratis brunch for dig selv og en ledsager på et uvilkårligt Comwell Hotel.

Det er gratis at oprette sig som medlem, og man modtager en række andre tilbud, man selv kan vurdere, om SU’en rækker til.


KIF Fodbold – Autocentralen Park
Pris: 35 kr. – Coronalukket

KIF Fodbold
Foto: KIF Fodbold

I sommeren 2019 rykkede Kolding bedste fodboldhold op i 1. Division. Det kan mærkes på tribunerne, hvor tilskuergennemsnittet i denne sæson er højere end nogensinde. Mere end 1.300 tilskuere har i gennemsnit overværede KIF’s kampe i 1. Division. Det kulminerede, da rivalerne fra Vejle var på besøg, hvor mere end 4.000 mennesker var på plads på Autocentralen Park. Som oprykker overvintrer Kolding på en 4. plads, så der er i den grad noget at spille for, når forårssæsonen sparkes i gang i starten af marts. Hvad vigtigere er, ligger KIF og Autocentralen Park på en 2. plads i Pølseligaen, der bedømmer stadionpølser landet over. En pølse med brød koster det samme som en kampbillet for studerende.


Halv pris på bøder
Pris: Halv pris

Politi
Foto: Thomas Tolstrup

Lad det på ingen måde være en opfordring til kriminalitet. Hverken røveri, hærværk eller to mand på en cykel. Når det så er sagt, kan en bøde for at gå over for rødt falde på det værst tænkelige tidspunkt – sidst på måneden. Derfor er det vigtigt at huske, at man altid kan søge om bødenedsættelse hos det danske Politi. Hvis din gennemsnitlige indkomst før skat er mindre end 14.135,75 per måned eller 169.845 kroner per år (tal fra 2019), kan du få nedsat din bøde til det halve. Bøden vil ikke kunne blive sat ned til mindre end 500 kroner, og det gælder ikke bøder udstedt af private parkeringsfirmaer.


Is og gåtur langs kærlighedsstien
Pris: Gratis (36 kr. for to kugler i vaffel eller bæger)

Kærlighedsstien
Foto: Visit Kolding

Hvis du skal på date, har en veninde på barsel eller bare trænger til en gåtur i skønne omgivelser, er Kærlighedsstien rundt om Kolding Slotssø et oplagt valg. Turen er hverken for lang eller kort, og er daten tilpas lovende, kan man altid nuppe en runde to. Når Slotsisen i Låsbygade igen i marts åbner, er en gammeldags vaffelis et absolut på turen rundt om søen. Deres pistaciesoftice er intet mindre end legendarisk. To kugler for 36 kroner og gratis guf. Velbekomme.


Flixbus til storbyen
Pris: 33 kr. til Aarhus / 99 kr. til København

Flixbus


Selvom Kolding er et skønt sted at være, kan der være mange grunde til at tage til enten Aarhus eller København. Og som studerende vil det være oplagt at se mod offentlig transport som den billigste og hurtigste løsning. Her kommer Flixbus dig til undsætning. Hvis du bestiller et par dage i forvejen, kan du slippe for DSB, klapsæder og ham den ældre, der har sat sig alene ved en bås til fire. I Flixbus er du garanteret et sæde, der er gratis wifi ombord, og du kan sågar have din cykel med.

Så der har du det… Lige pludselig er det ikke så slemt at være på SU i Kolding.