Fussing Sø

Fussing Sø

På SU i Randers: En guide til studerende

Det er sidst på måneden. Lommen er dyb, og pungen er næsten tom. Her er en guide til oplevelser i Randers for under en hundredlap.

Fussing Sø
Fussing Sø

På SU i Randers: En guide til studerende

Det er sidst på måneden. Lommen er dyb, og pungen er næsten tom. Du har købt for mange sneakers. Eller for mange Snickers. Måske har din konto på magisk vis tømt sig selv. Uanset hvordan, er her en guide til Randers på budget for studerende – både først og sidst på måneden. Ingen af disse tips, oplevelser eller seværdigheder overskrider den magiske hundredlap.

1. Badepladsen ved Fussing Sø
Et kvarters kørsel fra Randers bymidte ligger idylliske Fussing Sø. Hele området er en naturperle, men specielt et sted fanger interessen. En renoveret badeplads med faciliteterne helt i top. En badebro, der beder om at blive hoppet fra. Et græsareal, der tigger om en engangsgrill og nogle pølser. Der er toiletter, omklædningsrum og en sauna til de friske typer, der i vinterhalvåret trodser det danske klima. Dem kan du læse mere om på ”Vinterbadeklub – Fussingø” på Facebook.

Pris:
Gratis

På SU i Randers: Fussing Sø
Fussing Sø

2. Randers Dyrehave
En gåtur i Randers Dyrehave er lige indbydende og idyllisk på alle tider af året. I skoven går 15 dådyr frit, og de har 14 hektar at boltre sig på. Derfor kan man nemt få nogle timer til at gå med at finde de smukke dyr. Randers Dyrehave inviterer på lange gåture i godt selskab med gulerødder eller andre snacks til de fritgående dådyr.

Pris:
Gratis

Randers Dyrehave
Randers Dyrehave

3. Frokostmenu på The Burger Shack
I 2018 solgte de Danmarks Bedste Burger, og den er ikke blevet ringere – tværtimod. Sortimentet er blevet større, og man kan nu selv vælge mellem den klassiske Shack Burger, en Chicken Burger eller en Veggie Burger. De er alle saftige, yderst velsmagende og perfekte sammen med Shack Fries og en sodavand. Et sådant sæt er præcis, hvad Danmarks måske bedste middagstilbud består af. Burger, fritter og sodavand til 65 kroner alle hverdage indtil 15:00. Velbekomme. 

Pris:
Frokostmenu: 65 kr

På SU i Randers: The Burger Shack
The Burger Shack

4. Doktorparken
Natur nær centrum er ikke alle større byer forundt. Heldigvis ligger doktorparken ikke længere fra Randers bymidte, end hvad din mor nok ville kalde “en rask gåtur”. Parken er hyggelig og inviterer til at spadsere rundt om søen – en rundtur, der eventuelt kan benyttes på en date for at afgøre den videre færd. De mange ænder elsker søen, og de vil med garanti også elske en tør endeskive fra brødkurven. Det kan være en fordel af besøge Doktorparken udenfor børnehavers åbningstider. 

Pris:
Gratis

Doktorparken
Doktorparken

5. Randers FC – Cepheus Park
Sæsonen i den bedste danske fodboldrække er startet, og Hestene fra Randers FC har hjemmebane på Cepheus Park på Viborgvej. Studerende skal betale den nette sum af 100 kroner for en billet til fodbold på landets øverste hylde. Hvis du er medlem af 3F, er der sågar gratis adgang. For de mindre fodboldinteresserede er stadionpølsen yderst anbefalelsesværdig. 

Pris:
Billet: 100 kr

På SU i Randers: Cepheus Park
Cepheus Park

6. Water & Wellness Badeland
Vinterbadning kan være for stare sjæle. Desuden byder Water & Wellness på Danmarks længste indendørs vandrutsjebane, og så kan det altså være svært at finde på grunde til at bade ude i kulden. Badelandet har desuden en kanal med strøm og mulighed for at svømme i udendørsbassinet, der er 29 grader varmt. 

Pris:
Heldagsbillet: 80 kr

Water og Wellness Randers
Water og Wellness Randers

7. Gudenåen
Danmarks længste vandløb flyder igennem Randers by og inviterer til at gå, cykle eller løbe. En gåtur ved stierne omkring Gudenåen er især indbydende og hyggelige i sommermånederne – om det er tidlig morgen eller sen aften. Der er oplagte muligheder for at fodre sin Instagram-konto ved Den Blå Bro, der virkelig skiller sig ud med den karakteristiske farve. 

Pris:
Gratis

8. Fadøl på The Old Irish Pub
Man skal ikke græde over spildt mælk. Måske er det sværere ikke at græde over øl, man ikke har råd til. 20 kroner er heldigvis ikke en formue, og det er præcis, hvad en halvliters fra fad koster på The Old Irish Pub alle ugens dage (fredag og lørdag indtil 21.00). Derfor kan den ellers tømte pung måske alligevel række til øl sidst på måneden.

Pris:
Halvliters fadøl: 20 kr

The Old Irish
The Old Irish

9. Djursbilletten
Hvis du planlægger at tage til Djurs Sommerland og bor i en by, hvor Midttrafiks busser fylder på vejene, kan du tage DjursBilletten til og fra Djurs Sommerland. Tilbuddet gælder indtil den 20. oktober og prisen er 299 kroner. Alligevel er den studievenlig og aktuel for denne guide, fordi en normal dagsbillet koster 295 kroner. Lidt hurtig hovedregning understreger altså, at man kan rejse til og fra Djurs Sommerland med enten bus eller Letbanen for 4 kroner. Det er SU-venligt. 

Pris:
Transport tur/retur: 4 kroner (299,- inklusiv dagsbillet)

Djursbilletten
Djursbilletten