Politirapporten Østjyllands Politi | Aarhus

Østjyllands Politi
Foto: Rigspolitiet

Politirapporten Østjyllands Politi | Aarhus

Hvad kan du nå i løbet af et semester? Der er et hav af ECTS-point på spil, du kan bestå 3-4 eksamener, drikke en stormflod af øl i fredagsbaren – du kan nok også nå til månen og tilbage igen i løbet af et semester. Andre vælger en lidt anden karrierevej – og ender i politiets døgnrapport. Vi har taget et dyk ned i Østjyllands Politis swimmingpool af døgnrapporter fra det sidste halvår af 2019, hvor du med al tydelighed kan se, hvordan det kan ende, hvis ikke du får taget dig en uddannelse. Vi har hevet guldet frem.

Træt indbrudstyv
02/09 2019
Østjyllands Politi fremstillede mandag kl. 8.45 en 43-årig kvinde i grundlovsforhør i Retten i Aarhus. En beboer på Bodøvej i Aarhus N kom søndag morgen kl. 9.00 hjem fra arbejde og opdagede, at nogen var brudt ind i huset, og flere skuffer og skabe var gennemrodet. På sofaen i stuen lå en fremmed kvinde og sov, og beboeren ringede derfor straks til politiet, som kort efter kunne vække kvinden og anholde hende. 

Hun viste sig at være en god bekendt af politiet, som har flere domme for tyveri og lignende. Kvinden blev derfor fremstillet i grundlovsforhør, hvor hun blev varetægtsfængslet i fire uger. Hun kunne ikke huske noget fra episoden og kærede ikke kendelsen.

26-årig mand afslørede selv gemt hash 
20/09 2019
En 26-årig mand forsøgte torsdag kl. 11.50 at snakke sig ud af det, da Østjyllands Politis specialpatrulje dukkede op på hans adresse i Sabro. Betjentene havde en mistanke om, at der var euforiserende stoffer på stedet, men det benægtede den 26-årige. 

”I må gerne kigge, jeg har ikke noget,” udtalte han, mens han trak en skuffe ud – som der lå flere gram hash i. Om han havde glemt, at hashen lå der, eller hvad der fik ham til at åbne skuffen vides ikke. Men i hvert fald blev han sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer.

Onanerende mand med kikkert 
24/09 2019
Mandag kl. 14.30 fik Østjyllands Politi en anmeldelse om, at en mand stod ved stisystemet langs søen på Søholmvej i Stavtrup og onanerede, mens han stod og kiggede i en kikkert. Manden blev beskrevet som: Dansk, ca. 180 cm høj og buttet af bygning. Han var iført sandfarvede bukser og blå jakke. Mandens signalement blev sendt ud til patruljerne, men han blev ikke fundet.

Ville bestille 20 værelser – endte med at overnatte i detentionen

25/09 2019
Østjyllands Politi modtog tirsdag aften kl. 19.49 en anmeldelse om uroligheder på P-pladsen foran Hotel Royal ved Store Torv. En 53-årig mand havde henvendt sig i hotellets reception, hvor han ønskede at bestille 20 værelser. Den 53-årige blev meget hidsig, da han fik afslag på ønsket og begyndte at hamre løs på receptionen.

Han gik derefter ud på P-pladsen, hvor han efter vidners udsagn hamrede på flere biler og råbte og skreg af forbipasserende.

Patruljen på stedet fandt den 53-årige med det samme ved ankomst. Manden var lettere påvirket af alkohol, og kunne godt selv forstå, at han havde gjort menneskerne i området utrygge. Han blev anholdt, sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen og taget med til detentionen.

Tog taxa fra Amager til Aarhus og stak af fra regningen 
02/10 2019
Onsdag morgen kl. 05.07 modtog Østjyllands Politi en anmeldelse fra en taxachauffør. Han oplyste, at han netop havde kørt tre unge kvinder fra Amagerbrogade i København til Læssøegade i Aarhus. Da taxaen ankom til Læssøegade, stak de tre kvinder af uden at betale regningen på i alt 5415 kroner. 

Ballade på banegården bundede i øl 
21/11 2019
En patrulje fra Østjyllands Politi blev onsdag kl. 20.47 kaldt til banegården i Aarhus, da der var ved at opstå slagsmål mellem to mænd. Da betjentene kom til stedet, havde en 28-årig mand trukket sig lidt væk fra en 23-årig mand, som stod og råbte og flagrede med armene. Det viste sig, at den 23-årige havde tilbudt den anden mand en øl, men uden at få lov, havde den 28-årige åbenbart taget to. Derfor havde den 23-årige indledt sig i et slagsmål med ham. 

Den 23-årige blev anholdt og sigtet for at forstyrre den offentligt orden.

Chokoladetyv med hang til Blomme i Madeira
11/12 2019
Tirsdag kl. 15.02 kom en mand ind i Aldi på Nordbyvej i Viby, hvorfra han stjal en hel palle Anton Berg Blomme i Madeira. Med en palleløfter kørte manden pallen med chokolade ud på forretningens parkeringsplads, hvorefter han læssede varerne ind i sin bil, en sort Audi Limousine, hvorefter han kørte fra stedet.

Fuld mand tissede i garderoben
12/12 2019
Personalet på en beværtning på Åboulevarden i Aarhus ringede natten til torsdag kl. 1.30 til politiet, da en fuld mand stod og tissede op ad væggen i deres garderobe. Et par betjente tog hen til stedet, hvor de traf en meget beruset 24-årig mand. 

Han var så påvirket af alkohol, at betjentene vurderede, at han ikke var i stand til at tage vare på sig selv. Han blev derfor anholdt og taget med på stationen, hvor han efterfølgende blev sigtet efter restaurationsloven.

Kilde: Østjyllands Politi – https://politi.dk/oestjyllands-politi