WALLPIPE: En lysende idé

Nikolaj Skov

I det nordvestlige Randers ligger Wallpipe i et gammelt industrikvarter. Et industrikvarter, der tidligere har tilhørt Randers Jernstøberi. I dag tilhører en af jernstøberiets gamle bygninger projektet Fabrikken Randers MakerSpace – et stort fælles værksted, arbejdsplads og kontor for randrusianske iværksættere.

Indefra den gamle jernstøberibygning kan man stadig høre høje rungende lyde fra en hammer, der bliver slået mod en stor betonklods, der sender tankerne tilbage til industrikvarterets storhedstid. Hvor det tidligere var mænd, der stod og hamrede, savede og skruede på Industrivej 4, er det i dag Lisbeth Mikkelsen, der har hammeren i hånden. Hun er idékvinden bag WallPipe. En virksomhed, der sælger lamper lavet af vandrør og fatninger lavet af træ. I dag er Lisbeth Mikkelsen i gang med at eksperimentere med beton, som i fremtiden skal blive til en hylde. WallPipe skal nemlig udvikle sig større, og det betyder, at der skal flere varer i webshoppen.

Serviceøkonom ved et tilfælde
At Lisbeth Mikkelsen i dag står med produkter, hun selv laver og selv sælger, er lidt af et tilfælde, der startede med en fraværssamtale hos HF-studievejlederen.
Før hun endte på studievejlederens kontor, arbejdede hun som alt fra hundefrisør til anlægsgartner, hun har haft sit eget stutteri, kørt for GLS, taget grundforløbet som pædagog og været i lære som bager. Men det var aldrig den rigtige hylde, hun endte på.

”Jeg følte mig som nul og niks. Jeg følte ikke, jeg var god nok til at få en uddannelse. I bund og grund havde jeg det ikke godt, for jeg trivedes ikke med det, jeg lavede, og det gjorde mig meget indelukket,” fortæller Lisbeth Mikkelsen.

Men det skulle mødet på studievejlederens kontor ændre. Her var der en hylde med foldere til forskellige karrieremuligheder og uddannelser. På hylden stod uddannelsen serviceøkonom, og den fangede hurtigt Lisbeth Mikkelsens interesse.Serviceøkonomens arbejdsdag blev beskrevet med sætninger som ”ingen arbejdsdag er ens,” ”planlægning af egen tid” og ”arbejde med events.” Serviceøkonom var det, hun ville lave. Lisbeth Mikkelsen havde nu fundet motivationen til at færdiggøre sin HF. Efter hun fik eksamensbeviset i hånden, søgte hun ind på serviceøkonomuddannelsen ved Erhvervsakademi Dania i Randers, hvor hun blev optaget.

Et helt nyt menneske
Skolen og uddannelsen var alt det, Lisbeth Mikkelsen havde drømt om og mere til. I takt med hendes faglige fremgang, gennemgik hun en ligeså stor personlig udvikling.

”Jeg voksede helt vildt på skolen. Min familie og forældre har fortalt mig, at jeg er blevet et helt nyt menneske de sidste fire år – det havde de aldrig set komme,” siger Lisbeth Mikkelsen.

Den personlige udvikling mærker hun på egen krop hver eneste dag. Før hun startede på serviceøkonomuddannelsen på Dania, var der ikke meget motivation for dagens udfordringer, når vækkeuret ringede. Det har uddannelsen og WallPipe ændret. I dag står hun glædeligt op kl. 05.00 for at drikke sin morgenkaffe, før børnene vågner.

”I dag elsker jeg at vågne til en ny dag. Jeg er glad, når jeg kommer hjem og glad, når jeg går i seng. Jeg tager udfordringer op og ser det positive i alt i stedet for at være et negativt, indelukket menneske. Det betyder bare alt,” siger Lisbeth Mikkelsen.

At hun i dag føler sig som et nyt og forbedret menneske, er bestemt heller ikke gået ubemærket hen på Erhvervsakademi Dania i Randers. Her modtog Lisbeth Mikkelsen et legat fra uddannelsesinstitutionen. Et legat til den person, der havde gennemgået den mest bemærkelsesværdige udvikling.

Mor, hvad skal vi have til aftensmad?”
Det var aldrig Lisbeth Mikkelsens plan, at hun skulle læse videre, efter hun var færdig med serviceøkonomuddannelsen. Hun skulle ud at arbejde med events og tjene penge. I det sidste halve år på Dania begyndte det dog mere og mere at krible i fingrene for iværksætteri, og da en studiekammerat fortalte om den halvandetårige innovation og entrepreneurship-uddannelse på Erhvervsakademi Aarhus, blev hun med det samme interesseret.

”Nu var jeg alligevel på SU, og min økonomi var allerede et helvede, så kunne jeg ligeså godt tage et halvandet år mere på skolebænken,” griner Lisbeth Mikkelsen.

I samme periode som studiestarten på Erhvervsakademi Aarhus, flyttede Lisbeth Mikkelsen i hus med sine to børn. Med to børn, nyt hus og SU-indkomst var der ikke mange penge at gøre godt med. Det betød, at der ikke var råd til lamper i huset, men da Lisbeth Mikkelsens søn for tredje gang på én uge ikke kunne se, hvad der stod på middagsbordet på grund af manglende belysning, gik hun i tænkeboks.  Når Lisbeth Mikkelsen skal have nyt interiør, er nøgleordene æstetik, hygge, bæredygtighed og så skal det give en oplevelse samt fortælle en historie. Men det var der ikke penge til. I stedet måtte hun selv i arbejdstøjet. Hun fandt et par gamle vandrør, dem brugte hun til at forme en loftlampe, og så kunne sønnen og resten af familien igen se maden på bordet.

Det var dog ikke kun en loftlampe, Lisbeth Mikkelsen lavede. Hun brugte resterne af vandrøret, og af dem lavede hun en væglampe. Den var der ikke lige plads til i det nye hjem, så i stedet satte hun væglampen til salg på Facebook. Efter en time havde hun solgt ti, og efter to timer var der solgt 20 væglamper. Dagen efter bestilte et hotel 65 lamper. På 24 timer var der solgt 95 vandrørs-væglamper, en lampe, der blev fremstillet i køkkenet i familiens nye hus.

”Jeg har et sælgergen, der kan fornemme en god forretning, så jeg sagde selvfølgelig ja til alle bestillingerne, selvom jeg kun stod der med én lampe,” siger Lisbeth Mikkelsen.

Nu skulle der laves en forretning ud af væglamperne, og dermed blev det starten på WallPipe.

Netværk, nætværk, netværk
WallPipe blev grundlagt i september 2018, og kigger man tilbage på det første år, har det været 12 måneder med både op- og nedture. Selvom efterspørgslen var stor i starten, måtte WallPipe sætte produktionen på standby. De kunne ikke sælge væglampen de første fem måneder, før de havde en CE-godkendelse. Det betød dog ikke, at virksomheden mistede troen på, at det nok skulle lykkedes.

”Der er udfordringer ved at starte en virksomhed op. Det er bare et spørgsmål om, hvordan man griber udfordringerne an, og hvordan man kommer i mål. Det er bare at sige, vi må tage den tid, vi har, og heldigvis skal vi ikke leve op til noget,” siger Lisbeth Mikkelsen.

Tre nøgleord fra Lisbeth Mikkelsens tidligere underviser på Dania sidder stadig printet i hukommelsen – netværk, netværk, netværk. I starten vidste hun ikke, hvorfor underviseren altid startede med de tre ord, når undervisningen startede. Det gør hun i dag. Et stærkt netværk er ifølge Lisbeth Mikkelsen vigtigt, når man starter en virksomhed op. Netværket er både godt i opture, men også i nedture. Alligevel skal man passe på, for er ens arbejdsnetværk det samme som den private omgangskreds, kan der opstå ubehagelige situationer.

”Jeg er begyndt at være varsom med gratis hjælp fra venner og bekendte, da risikoen er der for, at man træder nogen over tæerne. Dem, man møder på vej op, møder man også på vej ned,” fortæller Lisbeth Mikkelsen.

Klima, bæredygtighed og danske leverandører
Det skal kilde i maven, når WallPipe lancerer et nyt produkt. Kilder det ikke, bliver produktet ikke lanceret, uanset hvor lang tid de har brugt på idéen. Tre ting er vigtige i WallPipe, når der skal tænkes nye produkter – klima, bæredygtighed og danske leverandører. Men det er ikke kun klima, bæredygtighed og danske leverandører, der er drivkraften bag WallPipe.

For Lisbeth Mikkelsen er det i ligeså høj grad iværksætteriet, der driver virksomheden frem.

”Jeg bliver grebet af det, at jeg kan sælge et produkt, jeg selv har skabt. Når jeg pakker en lampe ned i kassen og sender det afsted, giver det en helt speciel mavefornemmelse. Det er bare fedt, at folk vil have noget hængende i deres hjem, jeg selv har skabt, og at det får lov til at give en oplevelse i et andet hjem, det betyder bare alt,” siger Lisbeth Mikkelsen.

Hun er meget opmærksom på, at produktet skal give en oplevelse, og det starter allerede fra udvælgelsen af vandrør, til det færdige produkt er pakket fint ind og afleveret hos kunden. Her bruger Wallpipe nogle af de redskaber, de lærte omkring oplevelsesøkonomi. Det gælder om at koble en oplevelse på produktet.

”Lampen ligger pænt i en kasse, og folk får en personlig hilsen med. Nogle gange kører vi faktisk selv ud med pakken og banker på,” fortæller Lisbeth Mikkelsen.

Give erfaringen videre
Lisbeth Mikkelsen er i gang med sidste semester på innovation og entrepreneurship-uddannelsen på Erhvervsakademi Aarhus, hvor hun er i praktik i egen virksomhed. 

Efter praktikperioden, og når studiebøgerne bliver lagt på hylden efter to års uddannelse, først på Dania i Randers og derefter halvandet år på Erhvervsakademi Aarhus, håber hun på at kunne arbejde i WallPipe. Om det bliver på fuldtid eller deltid, må tiden vise.

Engang i fremtiden er drømmen, at Lisbeth Mikkelsen vender tilbage til Dania i Randers eller Erhvervsakademi Aarhus – ikke som elev, men som underviser.

”Det har betydet rigtig meget, at der er undervisere, der har givet deres erfaringer videre til mig. Jeg vil gerne give mine erfaringer videre en dag,” fortæller Lisbeth Mikkelsen.

Læs også: Grums Aarhus, beskide fingre blev forretning

This website uses cookies. By continuing to use this site, you accept our use of cookies.