”Tanken om 100 millioner på kontoen trigger mig overhovedet ikke.”

Tidligere håndboldlandsholdsspiller Lasse Boesen fra Vamdrup tæt på Kolding har både gennem sin håndboldkarriere og efterfølgende været involveret i en række af virksomheder og projekter. Hans selvudtalte naive tilgang til tingene har gjort, at han glædeligt kaster sig ud i noget nyt. Det vigtigste ved Lasse Boesens projekter er dog, at de skal give mening – de skal ikke bare være en god forretning.

På mange måder er Lasse Boesen ikke en typisk iværksætter. Han har ikke én virksomhed, der er hans hjertebarn. Hans motivation kommer heller ikke fra at se et voksende tal på bundlinjen, hver gang der bliver leveret regnskaber.


I stedet bliver Boesen motiveret af at skabe noget til, for og sammen med andre mennesker. Når han ser en god ide eller et godt produkt, ønsker han at få folk med på den. Så han får skabt en bevægelse. Det gør han gennem involvering i flere, meget forskellige, projekter. Selvom projekterne er forskellige, er der en fælles filosofi bag.


”Det, der trigger mig og kendetegner mange af mine projekter, er, at de skal give mening for andre mennesker. De skal skabe en værdi. Jeg er på ingen måde motiveret af økonomi og af at tjene hurtige penge,” siger Lasse Boesen.


Læs også: Mahamed Habane – en ukontrolleret, succesfuld karriere


Fra skjorter til terrassebrædder

På nuværende tidspunkt er Boesen hovedsageligt involveret i tre projekter. Hand The Ball, som er et projekt der gennem leg med en streethåndbold skaber dialog og selvværd hos udsatte børn. Certus, et forsikringsselskab som Boesen var med til at starte, der i sin tid fokuserede på forsikringer til elitesportsudøvere.


I dag tilbyder Certus en bred vifte af forsikringer også til den almindelige dansker. Seneste projekt i porteføljen er et fuldtidsarbejde med at skabe og udbrede kendskabet til et bæredygtigt alternativ til træ – Retextil.  


Boesen blev involveret i Retextil gennem sit omfangsrige netværk. Et bestyrelsesmedlem i en Champions League klub fortalte ham, at han kunne lave en skjorte om til terrassebrædder. Den forvandling fangede Lasse Boesens opmærksomhed, så han steg på en flyver til Polen for at se det med egne øjne.


På fabrikken lavede de gammelt tøj og plastikposer om til granulat. Det blev derefter støbt i en form. Konceptet fangede ham, og siden den tur har Boesen arbejdet på at udbrede kendskabet til Retextil i Norden.


”Det her med, at man kan upcycle affald, så det får mere værdi, end det tidligere har haft, er ret sejt. Og så er kvaliteten også god,” siger Lasse Boesen.


Retextil kan bruges til bøjler, gadelygter, stolper og planker. Produktet er holdbart og kan i modsætning til nogle træprodukter holde til at blive udsat for store mængder af vand, fordi det er et plastikprodukt.


For Boesen giver produktet mening, da det giver et bæredygtigt alternativ til afbrænding af tøj. Det er ellers det, der typisk sker, når vi indleverer vores gamle tøj på genbrugsstationerne i dag.  


”Fra 2025 træder der et EU-direktiv i kraft, som siger, at alt tøj og tekstilaffald skal sorteres og indsamles. Det her er jo en CO2 reducerende og bæredygtig løsning,” siger Lasse Boesen.

Læs også: Kevin Mensah – Flere bolde i luften


Mening for andre

Lasse Boesen beskriver sig selv som et socialt menneske, og en stor del af hans motivation finder han i at skabe noget for andre mennesker. Når han starter et projekt, tænker han altid over, hvordan projektet kan gøre en forskel for andre, og hvordan han bedst muligt kan involvere andre mennesker.


Boesens mange projekter betyder nemlig, at han ikke kan drive dem alene.

”Nogle siger, at man kun kan involvere sig i et projekt ad gangen. Det er jeg enig i. Du kan kun give dig 100 % i et projekt. Men det gør jeg heller ikke, og det er også derfor, jeg har gode folk med mig. Hvis jeg prøvede at balancere de tre projekter og give 100 % i dem alle, så ville jeg dø. Det ville aldrig blive en succes, hvis jeg stod med det selv,” siger han.


Et konkret eksempel på, at Boesens projekter skal give mening for andre, er historien bag Certus Forsikring. Mens Boesen var aktiv håndboldspiller, sad han en aften og snakkede med holdkammeraten Anders Eggert. De undrede sig over, at sportsmænd ofte var nødsaget til at lyve for at kunne modtage forsikring, når de blev skadet.


”Hvis du slår skulderen under arbejdet, så kræver din almindelige forsikring, at du stopper arbejdet og kører til skadestuen,” fortæller Boesen.


Det er ikke nødvendigvis muligt for en sportsudøver at lade alle fysiske irritationer afkræve et sygehusbesøg. De risikerer at miste deres job og forringe deres konkurrencemuligheder, hvis de ikke spiller. Desuden arbejder de i et yderst konkurrencepræget miljø.


”Hvis en sportsudøver slår skulderen, kan det jo godt være, at vedkommende spiller videre, selvom det gør ondt. Og så dækker forsikringen ikke, fordi vedkommende har gjort noget ekstremt. Derfor prøvede vi med en helt naiv tilgang at finde ud af, hvordan man kunne lave en forsikring, der kunne dækker det,” siger Lasse Boesen.


Det lykkedes, og Certus Forsikring startede med at sælge forsikringer til elitesportsfolk og håndværkere. Siden har selskabet udviklet sig, og i dag sælger firmaet også forsikringer på almindelig vis. Ideen udsprang dog af et problem, hvor Lasse Boesen følte, at det gav mening at udvikle et produkt.


”Det er ikke fordi, jeg skal redde verden og lege Mother Teresa. Jeg kigger jo bare på, om et produkt giver mening,” siger Boesen.


Unikke oplevelser

Selvom Lasse Boesen næppe bliver en ny international anerkendt helgenskikkelse, har hans projekt Hand The Ball velgørende effekter.

Projektet, der gennem leg med en lysegrøn streethåndbold ønsker at skabe selvværd og positiv psykisk robusthed hos børn, har ikke bare haft succes i Danmark. Børn i nogle af verdens mest udfordrede afkroge har også taget den lysegrønne streetbold til sig.


”Projektet med Hand The Ball har givet nogle helt unikke oplevelser. Vi har blandt andet været i Nairobi i Kenya, hvor vi oplevede den vildeste slum, du kan forestille dig. Der lavede vi fuldstændig det samme projekt, som vi laver herhjemme i Danmark,” fortæller Boesen.


Selvom slummen i Kenya er langt fra de halgulve i Kolding, som Boesen er vokset op på, så har legen med bolden, som har inspireret projektet, den samme effekt.

”Selvom det er en helt anderledes del af verden dernede, så så vi, at de fik de samme værdier ud af det som herhjemme. De har taget projektet til sig og foldet det ud på deres egen måde,” fortæller Lasse Boesen.

Udover at være aktiv i Danmark og Afrika, bliver filosofien og konceptet også udfoldet i blandt andet Holland og Sverige. Sverige har taget tankerne så meget til sig, at Hand The Ball bliver en del af det svenske skolesystem.

Hand The Ball er en ikke erhvervsdrivende fond, og projektet er ikke en økonomisk guldgrube. Alligevel får Boesen meget ud af det arbejde, han ligger i projektet.


”Det giver mig nogle fuldstændig fantastiske oplevelser og nogle relationer, der beriger mig. Det gør mig pavestolt at se det blive en del af skolesystemet i Sverige. Lige så stolt som da jeg vandt EM i 2008. Det giver blod på tanden,” siger Boesen.


Sammen med sin kompagnon i Hand The Ball, har Boesen købt en koloni på Sydals. Tanken er, at kolonien kan bruges til forskellige lejre for foreninger, men også i Hand The Ball regi.


Tingene skal give mening

Lasse Boesen er overbevist om, at hvis han havde brugt sin tid og energi anderledes, havde han kunnet tjene langt flere penge, end han gør nu. Det er dog ikke fordi, han ikke vil tjene penge.


”Selvfølgelig vil jeg gerne tjene penge. Jeg har også hus og sommerhus og vil gerne give mine børn nogle gode oplevelser på rejser rundt om i verden. Men tanken om at der skal stå 100 millioner på min konto, trigger mig overhovedet ikke,” siger Lasse Boesen.


For ham har fokus været på at gøre noget, der giver mening for ham selv og andre. Også på den lange bane. Et kortsigtet fokus på profit er, efter hans erfaringer, et sats, som han tænker, andre iværksættere skal overveje nøje.


”Hvis du er iværksætter, har du aldrig penge nok. Jeg tror, at hvis folks motivation er at tjene hurtige penge, så skal de være opmærksomme på, at det lige så hurtigt kan gå den anden vej,” siger han.  


Boesens liv efter håndbolden har for ham ikke handlet om økonomi. Det har handlet om at skabe en hverdag, han har kunnet være i, og som ikke nødvendigvis gav ham en masse fritid, men en masse frihed. Det har betydet, at han har kastet sig over projekter, som giver mening for ham. Og det vil han blive ved med. Dog er der ikke flere nye projekter på vej lige nu.


”Jeg kommer aldrig til at sælge køkkenudstyr, for det giver ikke mening for mig. Men med de her tre projekter, der har jeg fundet noget, der giver mening for mig. Og som jeg også tror, giver mening for andre,” siger Lasse Boesen.