Mahamed Habane

Mahamad Habane fylder 30 år: En ukontrolleret, succesfuld karriere

Mahamad Habane har optrådt foran kronprinsparret og på de største scener i Danmark. Nu fylder han 30 år. I den anledning kigger han tilbage på fem år i dansk stand-up, der ellers aldrig har været en drøm for ham.


Han har efterhånden opnået det, som mange komikere drømmer om – og alligevel har fødselsattesten først lige rundet 30 år gammel. I løbet af fem år på comedy-scenen er Mahamad Habane gået fra tanken om at optræde til Open Mics til at stå foran kronprinsparret til deres årlige prisuddeling; Kronprinsparrets Priser.


Og det er de år, som Mahamad Habane i dag kigger tilbage på – mens han samtidig kigger frem mod de kommende år. Fra den første optræden på Open Mic, hvor Jacob Taarnhøj får ham introduceret med følgende ord: ”Her kommer en sjov fyr. Eller… Det ved jeg faktisk ikke. Jeg har aldrig set ham før.”


I 2014 beslutter Mahamad Habane sig for at kaste sig ud i stand-up, 24 år gammel. Indtil da havde planen egentlig været, at han skulle begynde på psykologistudiet. Men det var han blevet for gammel til, mente han. Derfor var der behov for at tænke i nye baner, og her blev stand-up lige pludselig til plan B. Det var dog ikke så lige til. Fra at Habane beslutter sig for at begynde på Open Mics, og til han får sin første optræden, går der et helt år.


”Jeg tænkte umiddelbart, at jeg vil tage ind og se en masse optrædener for at finde ud af, hvad der fungerer, og hvad der ikke gør. Men jo mere tid jeg brugte på at se stand-up, desto mere gik det op for mig, at det var vildt svært at lave. Det tager jo 100 år, før en joke sidder i skabet. Så det endte faktisk med at afskrække mig mere fra at optræde. På et tidspunkt var jeg nødt til at lave en aftale med mig selv om, at næste gang jeg kom på Open Mic, så var det ikke som gæst”, siger Habane.


Som tidligere nævnt var stand up aldrig nogen drøm for Mahamad Habane, men i sidste ende endte det med at blive en løsning, som han alligevel vidste, han havde et vist talent for.


”Hvis jeg fik stukket en riffel for panden og blev bedt om at lave fem minutters sjov, så har jeg altid vidst, at jeg godt ville kunne lykkes med det. Det er nok også derfor, at stand up endte med at blive den vej, jeg gik. Men jeg har aldrig haft nogle specifikke ambitioner med komikken”, siger Habane.

Mahamed Habane


30 års fødselsdag

Det var sådan, det begyndte en aften på V58 i Århus. Derefter tog det fart, og i løbet af det første år stod Habane som et af æslerne til Zulu Comedy Galla, inden han året efter optrådte til Kronprinsparrets Priser. Det er gået stærkt for den somaliskfødte komiker. Endda så stærkt, at han nogle gange selv har haft svært ved at følge med. Derfor brugte han også store dele af sin 30 års fødselsdag på at reflektere over de forgangne år. Selv har Habane aldrig rigtig gjort det store ud af sine fødselsdage. Men 30 år er på mange måder slutningen på ungdommen og starten på et nyt kapitel.


”Jeg bilder mig selv ind, at jeg somme tider har taget lidt for let på livet. I det hele taget har jeg jo levet meget ukontrolleret – og nogle gange er det som om, at jeg har været teenager, indtil jeg blev 30. Det er jo heldigvis gået ret godt alligevel, men jeg er blevet kastet rundt på de største scener i landet uden nogen former for bagage”, siger en leende Habane.


Læs også: Jesper Groth – den gode kunstner er ofte i tvivl


I et Instagramopslag skriver Mahamad Habane, at fødselsdagen også er en anledning til at se fremad.


Jeg tror primært, at det er oppe i mit eget hoved. For tingene går jo glimrende, men jeg skal blive bedre til at fortælle mig selv, når jeg har behov for at tage en pause fra det hele. Jeg har haft nok af de ture, hvor jeg har festet helt sindssygt til klokken lort om natten velvidende, at jeg skulle optræde for et kæmpe stort firma dagen efter. Det handler også om, at jeg skal begynde at respektere mig selv”, siger Habane.


Selvom det hele kan komme til at lyde dystert, så er det bestemt ikke meningen – og Habane siger da også selv, at det i det hele taget handler om at justere de små ting, der gør, at tilværelsen nogle gange bliver lidt nemmere.


”Det største problem er, at jeg aldrig har brændt fingrene på det. Og værre skal det heller ikke lyde, for jeg har haft det sjovt! Nu er det de ungdommelige fejl, jeg skal af med. Teenagevaner, som jeg har haft indtil for ganske nylig”, siger Habane.

Mahamed Habane 3


Komiker i et alternativt år

I dag sidder vi på Café Vinstuen og foretager interviewet. Habane har sat sig tilrette på bænkene og skuer ud over det, der senere hen viser sig at blive en af de sidste aftner, hvor barer og restauranter har lov til at holde åbent.


Store dele af samfundet har været lukket ned – og det er også gået ud over komikerne. Således har Mahamad været nødt til at aflyse størstedelen af arrangementer, han ellers var hyret til at skulle lave henover december og januar. Og selvom der har været flere henvendelser om at optræde i stuen på en zoom-forbindelse, så er det også blevet afvist fra Habanes side. Til gengæld har han en enkelt gang prøvet kræfter med at optræde foran biler i Varde, hvilket ikke var så skidt en oplevelse endda.


”Det var sgu ret fedt, synes jeg – endda i Varde af alle steder! Der kunne man igen mærke publikum. Hvis man ikke kan få et grin, så er det meget fint, at de kan dytte eller svinge en gang med vinduesviskerne”, siger Habane.

Selvom landet har været lukket ned, har der stadig været plads til, at de forskellige stand-up steder har kunnet holde åbent henover sommerhalvåret. Her er det ofte, man har kunnet støde ind i Habane på Open Mics forskellige steder i landet – men især i Århus. For selvom han efterhånden er et velkendt ansigt i den brede offentlighed, så kommer han altid til at være afhængig af sine optrædener på de små scener. Det er nemlig her materialet bliver testet.


”Open Mics er helt klart det sjoveste at lave. Det er jo her, jeg i virkeligheden finder ud af, om det jeg laver er sjovt. Jeg kan jo ikke gå rundt og teste mine jokes på kronprinsparret. Uden at det skal lyde alt for smart, så er jeg jo ikke i tvivl om, at det jeg siger er sjovt, når du ser mig på TV. Det er jo de jokes, som man går og øver sig på til ukendelighed på Open Mics, indtil de sidder lige i skabet. Men når den så endelig gør det – så er det den fedeste følelse!”, siger Habane.


Optrædenerne på TV er dog nødigt nogen, Mahamad Habane vil være foruden. Det er de muligheder, der gør, at man kan komme bredere ud. Men ligeledes er det her, hvor det, man laver, kan blive anderkendt af en større gruppe mennesker. Vores hovedperson har kun én anke, hvad angår TV-optrædener.


”Hver gang du ser mig optræde på TV, så er det de bedste bidder fra hele mit bagkatalog, som jeg fyrer afsted. Og så snart jeg har fortalt mine jokes på nationalt TV, så kan jeg ikke bruge dem igen. Så hvis du ikke synes, jeg er sjov, når du ser mig på TV – så gør jeg et eller andet forkert”, siger en grinende Mahamad Habane, inden han afslutter:


”Jeg er nødt til altid at vise det bedste, jeg har, når jeg får chancen. Ellers anerkender jeg, at jeg ikke kan blive bedre, og sådan må det helst ikke være.”

Læs også: Nikolaj Stokholm – om lidt finder i ud af at jeg ikke kan en skid