Nikolaj Markussen: Der kommer en tid efter harpiks og håndbold

Med 67 landskampe for det danske Herrehåndboldlandshold og udenlandseventyr i både Spanien og Qatar på CV’et har Nikolaj Markussen haft en lang håndboldkarriere, hvor det også er blevet til store triumfer med EM- og VM- guld med herrelandsholdet.
Nu har alderen ramt 31 år, og han er så småt begyndt at tænke på, hvilke muligheder han har, når håndboldkarrieren er slut.

”Jeg vil forsøge at forberede mig på et liv efter håndbolden.”

Sådan fortæller 31-årige Nikolaj Markussen, der til dagligt tørner ud som venstre back for håndboldklubben Bjerringbro-Silkeborg Håndbold. Selvom håndbolden kan fylde meget i hverdagen, så er Nikolaj Markussen begyndt at forberede sig på, at den professionelle karriere ikke varer for evigt.

”Jeg har valgt at begynde en uddannelse, fordi jeg nu har været fuldtidsprofessionel i 10 år. Jeg har været lidt rundt omkring i Europa og har været fuldstændig fokuseret på håndbolden. Jeg tænkte, at det var tid til at få nogle andre input end bare harpiks og håndbold.”

Han læser international handel og markedsføring på Erhvervsakademi Aarhus og har netop afsluttet det femte semester ud af seks på uddannelsesforløbet. Han ønsker, at det hele ender ud i et job inden for salg, når håndboldkarrieren engang er slut.

Udenlandseventyr og skader
Nikolaj Markussen er født og opvokset i Helsinge i Nordsjælland. Derfor startede den professionelle håndboldkarriere også i Nordsjælland Håndbold i 2009. I 2011 skiftede han som 22-årig til den spanske storklub Atlético Madrid, hvor han spillede frem til sommeren 2013, da sæsonen sluttede i Spanien. Succes i Spanien medførte interesse fra klubber i storsatsende Qatar, hvilket endte i et skifte til klubben El Jaish i Qatar, der ikke gik helt som planlagt.

”Da jeg havde spillet der i lidt under et halvt år sprang min akillessene til en landsholdssamling i oktober 2013. Så El Jaish rev egentlig bare kontrakten over, og jeg fik at vide, at jeg gerne måtte finde noget andet at lave.” 

Han vendte hjem til Danmark og spillede i 2014 og 2015 for Skjern Håndbold efter 10 måneder, der udelukkende stod på genoptræning. Nikolaj Markussen har netop underskrevet en ny treårig aftale med Bjerringbro-Silkeborg Håndbold, som han har spillet for siden 2015.

En skræddersyet uddannelse
Med en aktiv håndboldkarriere kan det være svært at finde tiden til at tage en uddannelse samtidig. Derfor tilbyder Håndbold Spiller Foreningen at hjælpe professionelle med at tage en uddannelse, mens de stadig er aktive, gennem selskabet 4player. De har skræddersyet en uddannelse sammen med Aarhus Erhvervsakademi, så det bliver nemmere for elitesportsudøvere som Nikolaj Markussen at tage en uddannelse.

”Jeg har ikke så mange undervisningsdage, så på den måde bliver det lettere for mig at følge undervisningen. Hvis jeg bliver forhindret i at deltage, kører jeg nogle skype-sessioner med vejlederne, så jeg kan følge med på en anden måde.”

Et semester løber som regel fra slutningen af august og frem til slutningen af november på uddannelsen, som normalvis tager halvandet år. For Nikolaj Markussen tager den tre år.

Det varierer meget for ham, hvornår der er travlt på studiet, og når håndboldsæsonen starter, er det med at hænge i.

Det er ikke let at finde tiden
Det er ikke altid lige let for Nikolaj Markussen at have sin uddannelse kørende ved siden af håndbolden. Der kan være perioder, hvor han ikke læser så meget, og så kan der være perioder, hvor læsningen er mere intensiv. Det er specielt i perioden op til eksamen, hvor der skal læses ekstra grundigt. 

”Jeg bruger ikke det, jeg sidder og læser, i min hverdag. Det er den største udfordring for mig. Der kan sagtens gå flere måneder fra, at jeg har læst noget, til at jeg skal bruge det, og når jeg ikke bruger det i praksis, bliver det svært. Der kunne jeg en gang i mellem godt have ønsket, at jeg havde arbejdet med tingene. Derfor er det vigtigt for mig, at jeg har fuldstændig styr på tingene, når jeg går til eksamen eller skriver opgave.”

Når håndbolden ikke er travl, og der egentlig er tid til at læse, er der nogle andre ting, der lige skal klares for Nikolaj Markussen. Med en kone og to børn på fem og to år er det ikke altid lige let at finde tiden. Det gør sammen med håndbolden også, at der kan være perioder på flere uger, hvor han ikke rører undervisningsbøgerne.

”Når børnene er puttet, så er det der, jeg har tid til at læse. Det er ikke altid, jeg har overskud til at sætte mig ned og læse fra 21-23, når man har været i gang siden kl. 7 om morgenen.”

Nikolaj Markussen 2
Foto: Emma Marie Thomsen

Trækker på kvaliteter fra håndbolden
Håndbolden er med til at gøre det lidt sværere for Nikolaj Markussen at gennemføre uddannelsen, men det at være eliteatlet er ikke kun en dårlig ting at have med i rygsækken, når han går i skole. Håndbolden har været med til at give ham nogle kompetencer, der er med til at lette hans studieforløb.

”Jeg kan helt sikkert tage nogle menneskelige egenskaber med mig. Det at have disciplin, at leve op til nogle forventninger og stille krav til sig selv, er noget, man arbejder rigtig meget med som eliteatlet. Det har jeg kunne overføre til mit studieforløb, og det har gavnet mig rigtig meget.”

Nikolaj Markussen mener også, at han er gået gennem en modningsproces i løbet af hans professionelle karriere. Det er som sportsmand, men også som menneske og student, hvor tiden i folkeskolen og på handelsskolen var lidt mere tilbagelænet.

”Jeg ved, at nu betyder det altså noget for mig, at jeg får noget ud af min uddannelse, og at jeg virkelig får lært så meget som muligt på kortest tid. Derfor tror jeg også, at jeg har en meget mere professionel tilgang til mit studie, end jeg måske havde i de glade teenage-dage.”

Nikolaj Markussen ser flere og flere eliteatleter begynder at tænke på fremtiden ved at påbegynde en uddannelse, mens de stadig er aktive og begynder at nærme sig de 30 år.

Casper U. Mortensen, der har spillet sammen med Nikolaj Markussen på det danske landshold, har netop færdiggjort samme uddannelse i international handel og markedsføring. Han er blot et semester foran Nikolaj Markussen, og det har været en hjælp for ham.

”Han har lige afsluttet sin afsluttende opgave. Det har været rart at have en i min omgangskreds, der har læst det samme. Der har vi ligesom kunne sparre lidt med hinanden omkring, hvad han har lært, og hvordan han har gjort i de forskellige opgaver eller til eksamenerne.”

En fremtid i salgsbranchen
Nikolaj Markussen nåede i en kort periode at arbejde i bank i Nordsjælland, før han tog til Spanien. Ifølge ham selv har han altid haft en styrke inden for det matematiske felt. Det er dog ikke det fag, Nikolaj Markussen ønsker at beskæftige sig med. 

”Jeg kunne godt fornemme, at det måske blev lidt for tørt til mig. Jeg har brug for at interagere mere med mennesker. Jeg synes, jeg har nogle af de færdigheder, som den klassiske sælger har, hvor man stiller sig op og holder en brandtale, men også hvordan jeg får gjort mit produkt attraktivt i forhold til konkurrerende produkter.”

Efter fem semestre er Nikolaj Markussen også blevet bekræftet i, at det er salgsbranchen, han ønsker at beskæftige sig med, når håndboldkarrieren er slut. Han er ikke kræsen, når det kommer til, hvilket produkt han skal sælge i et kommende job. Der er dog nogle få ting, han kunne tænke sig, at den fremtidige arbejdsgiver kunne tilbyde. 

”Jeg skal finde noget, som er i fremdrift, eller hvor man kan se en udvikling. Jeg kan ikke forestille mig at komme ind i en virksomhed, som har eksisteret i 100 år, hvor det hele bliver kørt på samme måde, som det altid har gjort.”

Han ønsker at arbejde et sted, hvor der sker en forandring, og hvor han kan være med til at skabe en forandring eller i bedste fald en forbedring. Her ser han mod håndbolden, og hvor den indstilling kommer fra.

”Det er der, hvor der er noget, som jeg også arbejder med til dagligt i min håndbold. Der skal hele tiden være et eller andet, man kan forbedre, forfine eller se et potentiale i. Så har jeg lyst til at arbejde med tingene. Hvis der bare er en stilstand, eller en vi-gør-som-vi-plejer-tilgang til det, så tror jeg rimelig hurtigt, jeg mister interessen.”

Håndboldkarrieren fortsætter
Nikolaj Markussen tager hul på sin nye treårige kontrakt til sommer, så han har tre år mere til at uddanne sig i. Han har planer om at tage en diplomuddannelse i salg og markedsføring, som han også kan tage, mens han stadig er aktiv som håndboldspiller. Han ser også en mulighed for at få lidt erhvervserfaring før han stopper håndboldkarrieren.

”Når jeg har taget diplomuddannelsen, så er jeg nok ved at være sent henne i min karriere. Jeg håber, at jeg kan begynde at udnytte nogle af de kontakter, jeg har opbygget her i klubben til at få noget erhvervserfaring, samtidig med at jeg spiller håndbold. Det kan være, at man kan komme ud 10 timer om ugen og snuse lidt til, hvordan en almindelig hverdag i salgsbranchen fungerer.”

Nikolaj Markussen 3
Foto: Emma Marie Thomsen