Testpanelet tester: Randers Streetfood

Saftige burgere, asiatiske specialiteter, krydrede pitabrød og lækre desserter. Det hele kan findes på havnekajen i Randers, hvor madmekkaet med det kække tilnavn ”Mokajen” befinder sig. Streetfood-markedet har været længe undervejs, og derfor var det også en festlig dag, da dørene på Kulholmsvej 2 kunne åbnes, og randrusianerne kunne bydes velkomne. Lokalerne, et gammelt sukkerlager, er omdannet til en kulinarisk udstillingsplads med 7 forskellige madboder, en kæmpe bar og hyggelige siddepladser – både ude og inde.


Randers streetfood:

  • Åbnede d. 29. februar 2020
  • 7 forskellige madboder og en bar
  • Køkkenerne har åbent fra 11:30-20:00 (21:00 om fredagen)
  • Kulholmsvej 2, 8900 Randers

Vi tog til Randers for at finde ud, af hvad ”Mokajen” er for en størrelse, og for at finde ud af, hvad du skal bestille, når du besøger Randers Streetfood. På ægte streetfoodmanér valgte vi at prøve en ret fra alle boderne. Vi lod de forskellige boder komme med deres anbefalinger, og fik serveret personalets favoritter og de bedst sælgende retter. På den måde kan du få et indblik i, hvad Randers Streetfood har at byde på, og læse hvad vi ville anbefale dig at vælge. Velbekomme!


Mormors køkken

kokkehue
kokkehue
kokkehue
kokkehue

Mormors Køkken var første stop på tour de Streetfood. Mormors køkken leverer simpelt, men klassisk og velsmagende dansk mad. Menukortet bestod af to gamle svingere: Boller i karry og tarteletter. På ekspedientens anbefaling gik vi med tarteletterne, som var dagens mest populære ret. Tarteletterne i sig selv var en sikker vinder, der fik munden til at løbe i vand og tankerne til at flyve mod forsamlingshusfester og bedstemors kødgryder. Der blev serveret tre tarteletter med den klassiske høns i asparges, toppet med helt frisk persille, hvilket var et kæmpe plus. Hvis man skulle sætte en finger på tarteletterne fra Mormors Køkken, skulle det være på skallen. Den var ikke hjemmebagt, og det kunne måske have trukket oplevelsen helt i top.

Fire stjerner og en stor anbefaling til de klassiske tarteletter fra Mormors Køkken.


Bento Bento – Asian Wok & Tapas

kokkehue
kokkehue

Bento Bento er boden for dig, hvis du har lyst til at prøve en masse forskellige asiatiske retter på én gang. Retterne kommer fra det meste af Asien og holder sig ikke bare til et land. I en Bento Bento Box menu, er der blandt andet retter fra både Kina og Japan, ligesom man i boden også kan få vietnamesiske sommerruller. Bento Bento boxen var flot anrettet og anrettet på en måde, så man nemt kunne danne sig et overblik over de forskellige retter. Værd at fremhæve var den japanske Karaage, som er et stykke indbagt kylling med chilisovs. Den var særdeles lækker og meget autentisk. I vores optik trak det dog ned, at der var kål i tangsalaten, og at Bao’en ikke smagte af så meget, som man kunne have håbet. Bento Bento er til den eventyrlystne streetfood gæst, der har lyst til at prøve en masse forskelligt.


Hungry Dane

kokkehue
kokkehue
kokkehue
kokkehue
kokkehue

Munden løber allerede i vand, bare du nærmer dig Hungry Dane. Duften af en burger med langtidsstegt Sous Vide-oksekød, som senere er blevet confiteret, kilder i næseborene og sætter dopaminen i gang. Den unikke måde at tilberede kødet på gør, at du får en lækker burger med super saftigt og smagfuldt kød. Det toppes op med en lækker brioche bolle og hjemmelavede fritter. Alt spiller. Der er tilmed tilpas med dressing og salat til at skabe den nærmest perfekte balance i burgeren. En lækker og klassisk burger er altid en sikker vinder, men Hungry Danes innovative måde at tilberede på trækker deres op på højeste niveau. Vores bedste anbefaling hvis du besøger Randers Streetfood!


Conefusion Sandwich & Wrap

kokkehue

Conefusion kom til Randers Streetfood med succes fra Aalborg, hvor der ligeledes bliver svunget wraps og sandwiches over disken. Specialiteten er sandwichen med oksespidsbryst, som skulle være særdeles velsmagende, men per anbefaling fra personalet gik vi med en wrap med kylling. Spidsbrystssandwichen havde nok været et større hit, da wrappen mest af alt bare var kedelig. Lidt for meget dressing, ikke så meget krydring på kyllingen og rimelig standard salat, primært bestående af tomat og agurk. Heldigvis var pommes fritterne og prisen udmærket. Man bliver mæt til en okay pris, men vi var ikke helt oppe at støde over Conefusion, og det kan i denne omgang ikke give mere end én enkelt stjerne. Vi tager spidsbrystsandwichen næste gang.


Gourmet Pita

kokkehue
kokkehue
kokkehue

Om det er en sandwich, burger, durumrulle med kebab eller noget fjerde, så er brød og kød altid en sikker vinder. Men lige så sikker en vinder det kan være, lige så kompliceret kan det også være at få til at gå op i en højere enhed. Hos Gourmet Pita gør de forsøget. Her kan du selv vælge dit hovedfyld, og vi fik anbefalet den flammegrillede steak. Vi gik desuden med den klassiske græske tzatziki som topping. Det lækre flammegrillede kød var vinderen i denne pita. Det havde en lækker grillsmag og kom i nogle lækre saftige stykker. Desværre var fordelingen af fyldet i pitaen skævt, så man måtte vente med den ellers udmærkede salat, fordi man først skulle gennem al kødet. Kommer der styr på det, er der ellers tale om en pita fra højeste hylde, som vil kunne trække Gourmet Pita op på mere end de tre stjerner.

Læs også: Testpanelet tester – Brune værtshuse i Randers


Sushimania

kokkehue
kokkehue
kokkehue

Sushimania er sushikæden, der garanterer hurtig service og fokuserer på bæredygtige råvarer og menuer. De arbejder på at mindske madspild, arbejder sammen Too Good To Go og får deres råvarer fra bæredygtige leverandører. Sushien er okay, men giver ikke den enorme smagsoplevelse. Man ved, hvad man får, og man bliver hverken skuffet eller blæst bagover. Laksenigirien var det bedste stykke, og den kan anbefales. Vi anbefaler, at man undersøger om Too Good To Go er en mulighed, da det gør noget godt for prisen, som ellers er i den høje ende. Det er, som du kender det, ganske udmærket, men på denne dag kan det ikke give mere end to stjerner til Sushimania.


Morfars Is og Desserter

kokkehue
kokkehue
kokkehue
kokkehue

Vi sluttede selvfølgelig vores Tour de Streetfood af med en dessert. Morfars Is og Desserter leverer alt, hvad hjertet begærer af søde sager og desserter. Ekspedienten anbefalede den belgiske vaffel, så den gik vi med. Vaflen blev lunet og serveret med to kugler is. Isen stjal opmærksomheden fra vaflen, som egentlig var ganske gennemsnitlig. Isen derimod var både frisk og sød med en god konsistens. Morfars Is og Desserter er klart en anbefaling værdig, hvis du skal slutte dit besøg på Mokajen af med lidt sødt.