Erhvervsakademiet Kenneth Sørensen

Frivillige projekter bekræfter Kenneth i fremtidsplaner

Kenneth Sørensen er måske ikke et navn, der virker genkendeligt lige umiddelbart, men spørger man folk i Løgumkloster, så er det en anden sag. Kenneth Sørensen og to af hans kammerater, som alle tre er opvokset i byen, har brugt de seneste måneder på at stable en støttekoncert på benene ved navn Slotsengens Musik. Indtjeningen til støttekoncerten går til den lokale byfest i Løgumkloster kaldet Klostermærken, eller som man ville sige det i Sønderjylland Æ’ Kloster Mærken. Og dette er blot ét af Kenneths frivillige initiativer.

Kenneth Sørensen, 27, har læst en markedsføringsøkonom og derefter taget en bachelor i international handel og markedsføring på IBA Erhvervsakademi Kolding. Generelt har Kenneth mange jern i ilden. Han har gang i flere frivillige projekter i hverdagen, fordi det giver ham en følelse af at bruge tiden på noget meningsfuldt – noget der betyder noget. Lige for tiden er hans fokus især på støttekoncerten Slotsengens Musik og på Ventilen i Kolding, som er en landsdækkende organisation, der har til formål at forebygge og afhjælpe ensomhed blandt unge.

Slotsengens Musik

”Alle kommer hjem den weekend, så det er der, man møder dem, man kender, som man ikke har set i et helt år,” siger Kenneth.

Kenneth plejer, sammen med sine kammerater Jannick og Jens fra Løgumkloster, at deltage i den årlige byfest Klostermærken. Byfesten er hvert år et gøgler- smådyrs- og hestemarked med tivoli, som vender Løgumkloster på hovedet i to dage. Mange fra området ser arrangementet som en årlig tradition, hvor man atter kan samles med alle de gamle hoveder. Dog indtraf corona i foråret, hvilket resulterede i, at den lokale byfest blev aflyst, da byfesten forventedes at overstige myndighedernes forsamlingsforbud med dets normale tredivetusinde deltagere.

Kenneth, Jannick og Jens ville, grundet deres relation til byen, gerne gøre noget for at støtte den lokale byfest på den ene eller anden måde og efter at have skrottet flere ideer, kom de frem til at lave en støttekoncert med plads til fire hundrede mennesker, og så tog planlægningen ellers fart.

”Vi var så heldige, at vi fik alt gratis – de lokale aktører bakkede op om vores projekt, og det resulterede i, at vi kunne holde billetprisen helt nede på halvtreds kroner til den første koncert, som blev fuldstændig udsolgt.”

Kenneth forklarer, at det ikke har føltes som en byrde at stable støttekoncerten på benene, men at det har været et sjovt projekt at have med sine kammerater, og at de har lært noget af processen. Han fortæller dertil, at han undervejs har kunnet trække på læring og erfaring fra erhvervsakademiet, hvortil han uddyber,

”Jeg har ikke været bevidst om, at jeg har brugt redskaber fra erhvervsakademiet, fordi det sidder så meget på rygraden. Samtidig kan man sige, at jeg jo har været opmærksom på, hvilken målgruppe jeg har talt til. Vi har også tænkt over hvilke musikere, vi skulle kontakte, som matchede målgruppen. Altså har jeg jo matchet et produkt med en målgruppe, så jo – jeg har trukket på læring fra erhvervsakademiet og ubevidst haft nogle bedre forudsætninger for at lave sådan et arrangement.”

Kenneth, Jannick og Jens har efterfølgende arrangeret endnu en koncert, hvor de denne gang betaler aktørerne. Billetprisen er derfor steget fra halvtreds til to hundrede kroner, og alligevel er koncerten godt på vej til at blive udsolgt. Meningen med denne koncert er, at overskuddet skal blive i foreningen Slotsengens Musik. På denne måde, håber drengene, at begivenheden kan vende tilbage hvert år i juni.

Kenneth Sørensen

Ventilen i Kolding

Støttekoncerter i hjembyen er ikke det eneste frivillige projekt, Kenneth har gang i.

Han startede som PR- og aktivitetsformand og er med tiden blevet næstformand i organisationen Ventilen i Kolding, hvor de holder åbent hver mandag. De opgaver, han begyndte med at have på stedet som PR- og aktivitetsformand, var at indgå aftaler med virksomheder, såsom at få gratis adgang til steder og arrangementer. Derudover undersøgte han, hvordan de kunne indhente nye frivillige til stedet og sørgede for, at dem, der var ensomme, vidste, hvad og hvor organisationen var. I sit virke som næstformand har Kenneth i højere grad organisatoriske opgaver såsom at holde samtaler med nye frivillige.

Det frivillige arbejde i Ventilen begyndte  for Kenneth, fordi hans kammerat allerede var en del af organisationen, samtidig søgte Kenneth mere meningsfuldt indhold i sin hverdag. Han fortæller:

”Jeg kom en dag til at tænke på, hvad bruger jeg egentligt min mandag på? Ofte ser jeg en halvdårlig Superliga-kamp eller noget i den stil. Jeg brugte ikke min mandag fornuftigt, men det kunne jeg jo lave om på, og der var Ventilen jo en oplagt mulighed.”

Han forklarer, at de frivillige initiativer giver ham en følelse af at være i gang og bruge sin tid på noget, han kan stå inde for. Han holder en tænkepause, inden han uddyber:

”Det, at jeg kan være med til at give ensomme og sårbare unge en god oplevelse, er fedt. Det giver mig en god følelse, når jeg ved, at det, jeg gør, hjælper nogle andre.”

Læs også: Fra studerende til stiftere af egen virksomhed

Fremtidsplaner

Sideløbende med de frivillige projekter læser Kenneth på nuværende tidspunkt en international cand.merc i information og management, arbejder hos Carlsberg og er studiemedhjælper på IBA Erhvervsakademi Kolding.

De mange forskellige projekter fanger ham, og han har en klar idé om, at han i fremtiden gerne vil kunne leve af noget indenfor området projektledelse, hvor der er en dynamisk hverdag. En idé han kun er blevet bekræftet yderligere i, efter selv at have fået ansvar for forskellige projekter og været en del af et team.

”Selvom det ikke er verdens største projekter, jeg har gang i, så synes jeg, at det er rart at blive bekræftet i, at jeg godt kan.”

Han forklarer, at han på erhvervsakademiet i højere grad har fået modet og lysten til at lære nyt, og uddyber slutteligt:

”Når jeg kaster mig ud i noget nyt, så har jeg en tro på, at jeg sagtens kan. Jeg er mere åben og går ind til nye udfordringer med en virkelig positiv indgangsvinkel, sammenlignet med inden jeg begyndte på erhvervsakademiet.”